I de sidste par dage har der stået teriyaki på menuen herhjemme. Nærmere bestemt en omgang kødboller a la Lady og Vagabonden, men i stedet for at køre den traditionelle, italienske stil med oksekød, tomatsauce og spaghetti, ville jeg give retten et asiatisk twist. Jeg lavede derfor stegte nudler med grønsager, som blev serveret med de skønneste teriyaki glaserede kødboller og jeg må indrømme, at jeg blev ret hooked på den der søde og let salte smag, som kødbollerne får, når de vendes i en marinade af honning og teriyakisauce.

Retten indeholder et par delelementer, idet kødbollerne og de stegte nudler med grønsager faktisk udgør 2 selvstændige retter. Men hvis bare man sørger for at have snittet grønsagerne og kogt nudlerne, kan man sagtens svinge både nudler og glasering af kødbollerne på komfuret på samme tid.

I øvrigt synes jeg, at det er lidt sjovt, at få serveret en ret, som på én gang ser så velkendt ud, men som alligevel smager helt anderledes og jeg skal så ganske afgjort i gang med at eksperimentere lidt mere med det asiatiske køkken. Det er for dårligt, at mine erfaringer begrænser sig til take away bokse og “En lykkelig familie” og forårsruller fra den lokale kineser grill, selvom omtalte grill, når det skal være, faktisk er ganske udmærket.

Stegte nudler med kødboller og grønt

Samlet tid40 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 400 gr hakket svinekød (hakket kylling kan også bruges)
  • 1 løg (revet)
  • 1 fed hvidløg (presset)
  • 1 æg
  • 2 spsk hvedemel
  • ½ dl honning
  • ½ dl teriyakisauce
  • salt og peber

Stegte nudler med grønsager

  • 250 gr ægnudler (kogte og afkølede)
  • 2 gulerødder (skrællede og skåret i strimler)
  • 1 rød peberfrugt (skrællet og skåret i strimler)
  • 1 bdt forårsløg (skåret i tynde ringe på skrå)
  • olie til stegning

Fremgangsmåde

  • Rør det hakkede kød sammen med løg, hvidløg, æg, hvedemel, salt og peber. 
  • Form farsen til små kødboller på størrelse med valnødder og steg dem i lidt olie på en pande. Ryst panden jævnligt, så kødbollerne forbliver nogenlunde runde. 
  • Tag kødbollerne af panden og rengør den. Hæld herefter honning og teriyakisauce på panden og bring det i kog under jævn varme. 
  • Læg kødbollerne tilbage på panden og vend dem jævnligt rundt, indtil marinaden tykner og samler sig om kødbollerne. Når alle kødbollerne er dækket af honning-teriyakisaucen tages panden af varmen.
  • Varm 1 spsk olie op i en wok eller sauterpande og sauter gulerødderne heri et par minutter.
  • Tilsæt herefter peberfrugt og til sidst forårsløg til panden. Hold evt. lidt af den grønne top fra forårsløgene tilbage til pynt. 
  • Kom de kogte nudler i grønsagerne og lad det hele stege et par minutter under omrøring.  
  • Server de stegte nudler med teriyaki glaserede kødboller, et grønt drys forårsløg og soyasauce.

Noter

I stedet for kødboller kan man bruge kyllingebryst skåret i mundrette bidder, som steges på panden og herefter vendes i honning-teriayki marinaden. Server med stegte nudler og grønsager præcis som med kødbollerne. 

 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)