Maj måned har allerede et par dage på bagen, 4 dage for at være helt korrekt, men som sædvanligt er der masser af ting, som jeg ser frem til i løbet af den kommende måned, hvor sommeren venter lige om hjørnet, og derfor kommer her selvfølgelig en håndfuld af nogle af de allerbedste.

I maj glæder jeg mig til –

  • At nyde de første, danske asparges. Danske asparges har sæson i maj og juni – efter Sankt Hans er det slut, så det er bare med at nyde dem, imens de er her. Vi spiser dem dampede med smør, en god hjemmelavet hollandaise eller indbagte med skinke.
  • At sætte tændte lys i vinduerne d. 4. maj om aftenen. Oprindeligt en tradition der opstod efter Danmarks befrielse i maj 1945, hvor folk spontant satte levende lys i vinduerne efter 5 mørke år. Nogle år tilbage var traditionen med de tændte lys dog næsten døet ud, men indenfor de seneste år er lysene langsomt begyndt at vende tilbage og de tændte lys symboliserer nu fred i verden.
  • At smide mig på et tæppe fyldt med puder på græsset eller i en liggestol på terrassen og bare nyde en god bog og et fantastisk majvejr, som jeg har store forventninger til ovenpå de sidste par ugers blæst, regn, sne og slud!?!
  • At vores kæmpe store japanske kirsebærtræ springer ud med tusindvis af små, lyserøde blomster. Knopperne står virkelig på spring og jeg er sikker på, at allerede efter weekenden er træet blevet forvandlet til en enorm, lyserød candyfloss.
  • At vi igen skal nyde små snacks og appetizers på terrassen, imens vi venter på at kullene i grillen skal blive varme. Jeg synes, at sådan en lille bid, når man griller, er noget af det hyggeligste og er altid på jagt efter nye ideer, selvom jeg efterhånden har en pæn bunke opskrifter på snacks samlet i opskriftsarkivet.
  • At sidde udendørs inden sengetid med en dyne om sig og nyde solnedgangen over søen. Himlen der hele tiden forandrer sig og skifter fra blå til orange, rød, lilla og pink, imens vandfuglene ude på søen gør sig klar til natten og “snakker”.
  • At plukke store buketter syrener, som fylder hele huset med duft. Syrener, hyacinter og jasmin er ubetinget mine yndlingsblomsterdufte og lige så meget som jeg glæder mig til at fylde huset med hyacinter i november, glæder jeg min nu til snart af fylde huset med syrener.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)