Kristi Himmelfarts ferien bød på masser af hygge, en spontan tur til Skagen, lækker mad og dejlig vin, grin og snak, lange solrige dage, solbrændte skuldre og grill hygge på terrassen. Ikke den dårligste start på maj måned, så vi snupper da lige en uge mere på samme måde med masser af grillmad og hjemmelavet koldskål til dessert. Denne gang er det pinsen, der står for døren, men hvis bare vejret fortsætter som nu, så skal den da være så hjertelig velkommen.

Madplan uge 19.

Mandag – Når vejret er rigtig fint, som det er i disse dage, så elsker jeg at lave lækre måltidssalater og servere dem til aftensmad med lidt godt brød til. Jeg anretter simpelthen salaterne i 2 store salatskåle og så er der ellers serveret, præcis ligesom hvis vi havde spist på en cafe. Mandag aften har jeg planer om at lave en salat a la den græske salade nicoise, som er en skøn og mættende salat med kogte kartofler, kogte æg, bønner, tunfisk, rødløg, oliven og en masse andre gode sager. Jeg tror, at brødet bliver noget i retning af dette her focaccia.

Tirsdag – Det skal selvfølgelig udnyttes, at denne her fantastiske måned foreløbigt udelukkende har budt på sol, varme og grillvejr, så tirsdag skal vi grille kyllingefileter og tilbehøret bliver denne her fantastiske salat med frisk spinat, feta og jordbær samt resterne af mandagens focaccia. Overvejer, om jeg skal skære focacciaen i skiver og i stedet servere brødet til forret som bruschetta med tomat og basilikum. Vi griller lidt ekstra kylling, nu vi alligevel er i gang – så er der til aftensmad onsdag.

Onsdag – Onsdag står menuen på verdens bedste hjemmebagte pitabrød med diverse fyld – salat, tomater, agurk, majs, ærter, feta, oliven, hjemmelavet creme fraiche dressing og kyllingebryst fra tirsdag skåret i mundrette bider.

Torsdag – Torsdag er det vores tur til at holde madklub og jeg må indrømme, at jeg stadig er helt på bar bund hvad menuen angår. Til gengæld er jeg efterhånden kommet så langt, at jeg tror, vi skal have et helstegt kalkunbryst, evt. viklet ind i bacon og stegt i ovnen og derefter må vi så se, om det bliver med kartofler og en form for sauce, eller om jeg i stedet serverer salat og brød ved siden af.

Fredag – Da vi var i Skagen Kristi Himmelfarts dag fik vi det skønneste stjerneskud til aftensmad og vi var begge enige om, at der snarest muligt igen skulle et hjemmelavet stjerneskud med det hele på menuen herhjemme. Det bliver så fredag aften og stjerneskuddet bliver selvfølgelig på franskbrød med rødspættefilet’er, store lækre rejer, asparges og lyserød skaldyrsdressing.

Lørdag – Lørdag aften skal der hygges med flammkuchen med skinke og løg og måske også et godt glas vin ved siden af – slet ikke nogen dårlig pinse-ferie menu.

Søndag – Søndag skal vi traditionen tro til pinsefrokost i Mortens familie – de holder det som et sammenskuds arrangement og jeg har endnu ikke fundet ud af, om jeg skal love at lave en portion tunmousse med rejer, eller om jeg hellere skal satse på lidt sødt til kaffen og medbringe jordbær med chokolade og kokosmakroner med marcipan. Men udover mine spekulationer, så plejer det sjældent at være den store sult der plager os, når vi kommer hjem omkring aftensmadstid, så mon ikke bare vi snupper en kop te og en ostemad eller sådan noget, når vi kommer hjem?

 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)