Denne her omgang vegetar bolognaise, blev jeg i første omgang inspireret til, da jeg så programmet “Spis og Spar”, som for nylig har været vist i fjernsynet. Det er jo ikke fordi, at vi lever sådan decideret vegetarisk herhjemme – vi spiser både kød og fisk, men for det første køber jeg gerne kød efter mottoet “lidt, men godt” og for det andet, så prioriterer jeg temmelig højt, at vi har 1-2 kødfrie dage om ugen, hvor aftensmaden består af diverse vegetarretter – ikke mindst fordi jeg er vild med at eksperimentere med vegetarmad og godt kan lide udfordringen i at sammensætte et måltid, som mætter alle sanser, og maven selvfølgelig, helt uden at indeholde kød.

Konsistensen på vegetar bolognaisen er selvfølgelig en smule anderledes end ved en almindelig bolognaise, omend udseendet stort set er det samme, men kan man ellers lide linser, så er smagen altså helt i top – det smager jo i bund og grund bare som en klassisk kødsauce til spaghetti og den har de fleste af os vist vores helt egen og specielle opskrift på. Nedenstående opskrift skal derfor kun ses som en vejledning – vi er jo alle forskellige hvad krydderier angår og kødsaucen skal jo helst smage “som den plejer”, hvilket i høj grad ligger i krydringen og tilsmagningen. Linserne koger ud under tilberedningen og bidrager dermed også til at jævne retten – de suger for øvrigt deres egen vægt i væde, så hold evt. øje med gryden, imens den simrer på komfuret og tilsæt lidt ekstra væde, hvis der er behov for det.

 

 

Vi spiste bolognaisen med friskkogt pasta, men den kunne også sagtens have været serveret a la millionbøf med kartofler eller måske en lækker, blød kartoffelmos ved siden af. Grønsager synes jeg ikke, man behøver, når nu saucen er smækfyldt med grønt, men har man lyst, så skal jeg da ikke afvise, at lidt dampede grønsager ved siden af ville være lækkert – det gælder måske nok især, hvis saucen serveres a la millionbøf, hvor dampede gulerødder eller broccoli altid er et hit her i huset.

Vegetar bolognaise.

4 pers.

1 spsk olie

2 fed hvidløg, finthakket

1 stort løg, finthakket

1 stor gulerod, revet

250 gr brune linser

1 dåse hakkede tomater

2-3 spsk ketchup – kan udelades

2 tsk sød paprika

2 tsk tørret basilikum eller oregano

1 nip chilipulver efter smag

½ L bouillon – evt. vand + bouillonterning

salt og peber

Varm olien op i en gryde og svits hvidløg, løg og revet gulerod heri. Tilsæt linser, hakkede tomater, evt. ketchup, krydderier og bouillon eller vand + bouillonterning. Bring gryden i kog og lad den simre i minimum 45 minutter men gerne længere – 45 minutter er den kogetid linserne behøver for at blive møre. Suger linserne for meget væde under kogningen, så spæd med lidt vand til saucen har passende konsistens. Smag til med salt og peber og server med pasta og evt. friskrevet parmesanost.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)