Forleden dag lavede jeg en portion lækker rabarbersaft med vanille og da vi så efterfølgende sad i haven og nød den dejlige saft, kom jeg i tanker om, at der da også skulle kage til. Da nu mormor-stemningen i forvejen var til at tage og føle på, skulle kagen selvfølgelig også være en mormor-klassiker og derfor endte det med, at jeg gik i køkkenet og bagte en god, gammeldags marmor-kage. Kagen spiste vi i tykke, lune skiver til vores aftens-te, men heldigvis blev der over en halv kage tilbage, som blev nydt i haven dagen efter med kaffe og rabarbersaftevand.

Sandkager og krydderkager bager jeg med jævne mellemrum – for at være ærlig synes jeg, at en skærekage er noget af det hyggeligste. Den smager skønt til såvel kaffe som varm te eller saftevand og så holder den sig frisk, lækker og saftig i flere dage, hvilket er en bonus, når vi kun er Morten og mig til at spise den, hvis jeg da ikke pakker noget ned og går over til mine forældre med det.

En marmor-kage har jeg dog aldrig prøvet at lave før, men jeg må indrømme, at det ikke var specielt anderledes end at lave en sandkage og selv det fine marmormønster var ikke det mindste vanskeligt at frembringe – det var bare at køre et lille træspyd i et zigzag-mønster igennem den rå kage, inden jeg bagte den. Det var dog med en vis spænding, at jeg skar det første stykke af kagen, men ret hurtigt kunne jeg se, at der var blevet et rigtig fint sort og hvidt mønster som ændrede sig gradvist fra skive til skive igennem hele kagen.

Marmorkage.

1 stk.

200 gr blødt smør

200 gr sukker

3 æg

½ tsk vanillepulver

1 nip salt

250 gr hvedemel

2 tsk bagepulver

1 dl mælk

1-2 spsk god kakaopulver

Smør og sukker piskes lyst. Æggene tilsættes ét ad gangen og der piskes godt imellem hvert æg til blandingen er luftig. Vanillepulver, salt, hvedemel og bagepulver sigtes sammen og vendes i dejen skiftevis med mælken. Tag ca. 1/3 af dejen fra og rør kakaopulveret i så dejen bliver fint brun. En franskbrødsform på ca. 1 liter fores med bagepapir og halvdelen af den lyse dej fordeles i bunden. Ovenpå fordeles kakaodejen og der afsluttes med det sidste af den lyse dej. Et lille træspyd eller lignende føres igennem dejen i et zigzag mønster, så de to deje blandes let. Bag kagen ved 175 grader i ca. 1 time – stik evt. et lille træspyd i midten af kagen for at tjekke, om den er gennembagt. Lad kagen afkøle på bagristen.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)