Hakkebøffer i fad med fløde-paprikasauce. En ny familielivret, som jeg allerede nu kan afsløre, er kommet for at blive. I hvert fald hjemme hos os. Forleden aften var det nemlig blevet vores tur til at holde madklub og som jeg var inde på i denne uges madplan, så var der en form for eksperiment på menuen. Jeg havde besluttet mig for, at jeg ville prøve at lave hakkebøffer efter nogenlunde samme opskrift, som jeg bruger, når jeg laver de traditionelle koteletter i fad med en lækker flødesauce med tomat, løg, peberfrugt og paprika over.

Jeg synes faktisk, at eksperimentet lykkedes temmelig godt. Hakkebøfferne var en glimrende erstatning for svinekoteletterne og saucen med smag af paprika og tomat er jo altid en vinder. Jeg havde på forhånd spekuleret lidt over tilbehøret til hakkebøfferne, for de ris som jeg normalt serverer til koteletter i fad, passede jo ikke specielt godt til oksekødet og jeg syntes heller ikke, at vi skulle have pasta til. Jeg endte derfor med at skære nogle fine, små kartofler med skræl i halve og komme dem i en stor frysepose sammen med lidt olie, salt og peber. Da posen var blevet rystet godt og olien var fordelt ligeligt på kartoflerne, vendte jeg dem ud på en bageplade og bagte dem møre og lysebrune i ovnen samtidig med bøfferne. Derudover fik vi dampede ærter til hakkebøfferne, men det kunne lige så godt have været broccoli, grønne bønner, salat eller lign.

Hakkebøfferne var for øvrigt super nemme at lave og perfekt gæstemad. Ser man bort fra løg, hvidløg, peberfrugt og forårsløg som skal snittes, så er der jo ikke meget mere arbejde end at forme hakkebøfferne og røre saucen sammen på panden. Herefter skal hele herligheden sættes i ovnen, hvor den passer sig selv, indtil gæsterne kommer. Jeg bruger gerne en kombination af madlavningsfløde (som selvfølgelig kan erstattes af piskefløde) og mælk, når jeg laver koteletter i fad og denne gang var ingen undtagelse. For at tykne saucen kan man tilsætte en smule hvedemel til panden, inden der hældes fløde og mælk i blandingen, men bruger man kun fløde, burde det ikke være nødvendigt.

Vi spiste indendørs, men ud på aftenen forsvandt skyerne, solen kom frem og himlen blev fint blå. Derfor endte vi faktisk med at drikke aftenskaffe (og te) på terrassen, imens solen gik ned bagved søen og så fik vi selvfølgelig smagt på desserten, som Tommy og Kim havde haft med. En skøn kage bestående af en lys kagebund, lemoncurd, flødeskum og jordbær. Umiddelbart en interessant blanding, men kombinationen at den søde bund, den syrlige creme, flødeskum og jordbær var virkelig lækker.

Hakkebøffer i fad

Samlet tid45 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 500 gr hakket oksekød
  • 2 spsk olie
  • 1 pk bacon i tern
  • 2 løg (finthakkede)
  • 2 fed hvidløg (finthakkede)
  • 1 rød peberfrugt (finthakket)
  • 1 bundt forårsløg (skåret i tynde ringe)
  • 1 spsk hvedemel
  • 2 spsk tomatkoncentrat
  • 2 spsk paprika
  • 1 nip chilipulver
  • dl madlavnings- eller piskefløde
  • 2 dl mælk
  • 1 nip sukker
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Form oksekødet til 4 hakkebøffer, drys med salt og peber og brun dem i olie på en stegepande. Læg hakkebøfferne i et fad.
  • Kom bacon på den pande, som hakkebøfferne er blevet brunet på og steg det lysebrunt.
  • Tilsæt hakket løg og hvidløg og svits det sammen med baconstykkerne. Tilsæt herefter peberfrugt og forårsløg og lad det hele sautere et par minutter.
  • Rør hvedemel, tomatkoncentrat, paprika og chilipulver i grønsagerne og tilsæt herefter madlavningsfløde og mælk.
  • Bring saucen i kog så den tykner let og smag til med sukker, salt og peber.
  • Hæld saucen over hakkebøfferne i fadet og sæt fadet i ovnen i ca 30 minutter ved 200 °C (varmluft).
  • Server bøfferne små ovnstegte kartofler og grønt.

Noter

Retten kan laves i forvejen og opbevares på køl, så den blot skal i ovnen inden servering. Vær dog opmærksom på, at bagetiden kan være forlænget, når alle ingredienserne er kolde. Tjek evt. med et stegetermometer, om bøfferne er gennemvarme. 

 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)