Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Kold bearnaisedressing.

12 kommentarer
Sauce/dip/dressing, Tilbehør
Gå direkte til opskriften

Sommer og sol betyder selvfølgelig masser af mad på grillen og efter min mening hænger grillmad uløseligt sammen med lækre, kolde saucer, dressinger, dips og kryddersmør. Bevares, der er ikke noget i vejen med en god, klassisk sauce, men når madlavningen rykker udenfor, så virker det ofte lidt mere passende med kolde saucer og dressinger som fx en kold bearnaisedressing.

Den kolde bearnaisedressing (eller kold bearnaisesauce), har jeg efterhånden lavet i en del år og herhjemme synes vi begge, at den smager helt forrygende. Kan man ikke skaffe frisk estragon, så kan der sagtens bruges tørret. Men vi bruger en hel del frisk estragon i løbet af grillsæsonen, både til kolde saucer og til kryddersmør, så sørger jeg altid for at plante estragon i en af krukkerne på terrassen.

I aften serverede jeg dressingen til et stykke grillet oksekød, de her skønne, knuste kartofler med rosmarin og en salat, men kold bearnaisedressing kan selvfølgelig også bruges til andre former for kød, fx grillet kylling eller hvad man nu plejer at spise bearnaisesauce til. Og det er også ret lækkert at dyppe pommes frites eller grønsagsstave i den kolde dressing.

Selvfølgelig kan bearnaisedressing ikke helt sammenlignes med den klassiske bearnaisesauce. Fx er denne her version meget nemmere at lave og så kan den desuden laves i forvejen. Kold bearnaisedressing er også noget mere kalorielet, fordi den er lavet på creme fraiche i stedet for smør og æggeblommer, men den lækre smag af estragon er altså ikke til at tage fejl af. Noterne af bearnaisesauce skinner klart igennem og om sommeren foretrækker jeg faktisk denne version fremfor den klassiske.

3,75 fra 4 stemmer

Kold bearnaisedressing

Forfatter: Anne-Kathrine Schelde
Samlet tid5 minutter
Antal: 2 dl

Ingredienser

  • 2 dl creme fraiche 9-18 %
  • 1 spsk bearnaise essens (eller efter smag)
  • 1 spsk friskhakket, fransk estragon
  • 2 tsk sukker (eller efter smag)
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Rør creme fraiche, bearnaiseessens og estragon sammen i en skål.
  • Smag til med sukker, salt og peber og lad dressingen trække ca. 30 minutter.
  • Pynt evt. med lidt friskhakket estragon ved servering.
Bearnaiseessens kan købes i de fleste større supermarkeder. Det står som regel på hylderne sammen med olie/eddike i en lille glasflaske med gult låg og er fra Beauvais.
Subscribe
Notify of
12 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Bettina
7 år siden

Mumms, den dressing smager godt.
Jeg brugte den til frikadeller, nye kartofler og dampet broccoli.
Havde dog ikke frisk estragon, så det blev den tørret af slagsen i stedet for.

Annette Thyde/Thyde Living
7 år siden

Nøj det ser lækkert ud, det må vi da vist prøve SNART

God søndag
Annette

ole vejsholt
6 år siden

har lavet den slavisk som skrevet stod, den er så perfekt til en bøf med fritter og kogte bønner.

Maria
5 år siden

Det smager overhovedet ikke af bearnaise men kun sur creme fraiche 🙁

Lotte Pedersen
5 år siden

Vi holdt sølvbryllup i går hvor vi brugte denne dressing, i stedet for sovs, til grillet oksesteg og glaseret skinke.
Alle i selskabet var ville med den, selv vores datter som mener at det kun er en rigtig bearnaise sovs der dur var så vild med den at hun ville have resten med hjem 😊

Eva Frederiksen
3 år siden

Ville man kunne bruge græsk yoghurt 2%, eller er det ikke fedt nok?