Sommerferien står for døren – på onsdag skal jeg i skole for sidste gang og så kan jeg ellers se frem til lidt over 2 måneders sommerferie, som skal nydes i fuuuulde drag. Selvfølgelig holder bloggen ikke ferie – det er jo ikke et arbejde, men min egen helt uundværlige hobby, men det bliver da skønt ikke at skulle tænke på hverken lektier, bøger, afleveringer eller noget som helst andet undervisningsrelateret i så lang tid.

Nogle mennesker mener, at studerende har en alt for lang sommerferie og i en vis udstrækning, kan det da godt være, at de har ret, men omvendt så har man, som studerende, heller aldrig rigtigt fri. Der er næsten altid noget, som man kan læse op på, nogle lektier man kan lave, nogle supplerende opgaver eller en fremlæggelse man kan gå i gang med og netop derfor er den følelse af frihed, som man oplever i sommerferien, noget helt særligt og noget som jeg i dén grad ser frem til.

Allerede i uge 27 er jeg så heldig, at både Morten og jeg har en uges ferie sammen, så vi skal på mini ferie til Warszawa og besøge min lillebror, sammen med hans kæreste – en tur som jeg glæder mig rigtig meget til. Det kommer så til at betyde, at madplanen – også formentlig også bloggen, holder pause fra søndag i denne uge, men til gengæld vender jeg selvfølgelig tilbage med rejsebeskrivelser og billeder fra Warszawa, når vi kommer hjem igen.

Madplan uge 26.

Mandag – Mandag aften skal vi have tomatlasagne med bechamelsauce – en sommerklassiker, som er uden kød, men vil man gerne have lidt kød ved siden af, så kan jeg anbefale at grille en god hakkebøf – ælt gerne lidt friske krydderurter, hvidløg, feta eller lignende i farsen. Mandag aften nøjes vi nu med en blandet salat ved siden af lasagnen og så et par kogte majskolber med smør og salt.

TirsdagKylling i karry-mango sauce med løse ris og serveret a la ristaffel med masser af lækre sager i små skåle, fx ristet kokos, hjemmelavede bananchips, peanuts, ananas, mango, rå løg, peberfrugt, bønnespirer, æbletern, rosiner og meget andet godt. Jeg køber et par ekstra stykker kylling, så er der også til aftensmad fredag.

Onsdag – Lige om lidt er aspargessæsonen slut, så det er nu, de lækre asparges skal nydes i rå mængder. Jeg elsker asparges, når de blot er dampede og bliver serveret med en klat smør eller en god sauce til, men aspargestærte med bacon er altså heller ikke at foragte og sådan en kommer på menuen onsdag aften. Til forret – eller bare som en lækker haps inden maden – tror jeg, at jeg vil lave en lille portion chili cheese tops. Jeg har en rest cheddar og en lille smule syltede jalapeños stående og jeg kan slet ikke komme i tanker om en bedre måde at anvende resterne på 😉

Torsdag – Torsdag skal vi spise hos Tommy og Kim og jeg har hørt rygter om laks på en grøn bund med dressing til. Desserten skal jeg så til gengæld finde på og jeg overvejer at lave en jordbærtrifli med makroner og vanille-flødecreme.

Fredag – Der skal ryddes ud i køleskabet, inden vi kører til Warszawa, så aftensmaden bliver enten denne her indbagte kylling med friskost, champignons og bacon + hvad jeg ellers kan finde i grønsagsskuffen, eller også bliver det denne her madroulade med skinke og salatfyld – også lavet med alt godt fra grønsagsskuffen.

Lørdag – Lørdag eftermiddag kommer min lillebrors kæreste fra København, så vi kan følges ad mod Warszawa søndag. Vi skal derfor alle sammen spise hos mine forældre og jeg er sikker på, at vi nok skal få en rigtig hyggelig aften.

Søndag – Søndag morgen sætter vi så kursen mod Warszawa sammen med min lillebrors kæreste, Stine. Vi skal hygge os i 4 dage, inden Morten og jeg flyver tilbage, imens min lillebror og Stine tager den lidt mere med ro og kører tilbage mod Danmark i bil igennem de Baltiske lande mm. Jeg har ikke set min lillebror, siden han rejste til Sydafrika i starten af januar, så jeg glæder mig selvfølgelig helt vildt til at se ham.

 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)