Forleden dag lavede jeg en portion lækker rabarbersaft med vanilje og da vi så efterfølgende sad i haven og nød den dejlige saft, kom jeg i tanker om, at der da også skulle kage til. Da nu mormor-stemningen i forvejen var til at tage og føle på, skulle kagen selvfølgelig også være en mormor-klassiker og derfor endte det med, at jeg gik i køkkenet og bagte en god, gammeldags marmorkage. Kagen spiste vi i tykke, lune skiver til vores aftente, men heldigvis blev der over en halv kage tilbage, som blev nydt i haven dagen efter med kaffe og rabarbersaftevand. Så fik jeg alligevel mit ønske om kage og saftevand i haven opfyldt.
Sandkager og krydderkager bager jeg med jævne mellemrum. For at være helt ærlig synes jeg altså, at en skærekage er noget af det hyggeligste. Den smager skønt til såvel kaffe som varm te eller saftevand og så holder den sig frisk, lækker og saftig i flere dage, hvis jeg ikke vælger at komme den i fryseren. Og det er altså en bonus, når vi kun er Morten og mig til at spise den. Hvis jeg da ikke pakker noget ned og går over til mine forældre med det.
En marmor-kage har jeg dog aldrig prøvet at lave før, men jeg må indrømme, at det ikke var specielt anderledes end at lave en sandkage og selv det fine marmormønster var ikke det mindste vanskeligt at frembringe – det var bare at køre et lille træspyd i et zigzag-mønster igennem den rå kage, inden jeg bagte den. Det var dog med en vis spænding, at jeg skar det første stykke af kagen, men ret hurtigt kunne jeg se, at der var blevet et rigtig fint sort og hvidt mønster som ændrede sig gradvist fra skive til skive igennem hele kagen.
Marmorkage
Ingredienser
- 200 gr blødt smør
- 200 gr sukker
- 3 æg
- 2 tsk vaniljesukker
- 1 nip salt
- 2 tsk bagepulver
- 250 gr hvedemel
- 1 dl mælk
- 2 spsk kakaopulver (bage- og drikkekakao)
Fremgangsmåde
- Smør og sukker piskes lyst og luftigt.
- Æggene tilsættes ét ad gangen og der piskes godt imellem hvert æg til blandingen er luftig.
- Vaniljesukker, salt, bagepulver og hvedemel sigtes sammen og vendes i dejen skiftevis med mælken.
- Tag ca. 1/3 af dejen fra og rør kakaopulveret i så dejen bliver fint brun.
- For en franskbrødsform på ca. 1 liter med bagepapir og fordel halvdelen af den lyse dej i bunden. Fordel kakaodejen ovenpå og slut med det sidste af den lyse dej.
- Et lille træspyd eller lignende føres igennem dejen i et zigzag mønster, så de to deje blandes let.
- Bag kagen ved 175 °C (alm. ovnfunktion) i ca. 1 time – stik evt. et lille træspyd i midten af kagen for at tjekke, om den er gennembagt.
- Lad kagen afkøle på bagristen.
Hvor er det hyggeligt med marmorkage. Jeg har også de dejligste minder om min mormor og hendes marmorkage som jeg fik serveret med en kop orangete.
Jeg bliver helt klart nødt til at bage marmorkage i weekenden :-).
Bettina – Ja, så må der marmorkage på programmet i weekenden – den er heldigvis både nem og hyggelig at lave, jeg overvejer i hvert fald, om jeg snart skal bage en mere 😀
Kan man undlade at komme æg i? Og hvad skal man så erstatte dem
Med?
Terese – Jeg har ikke selv erfaring med at bage sandkage og marmorkage uden æg, men hvis man google sandkage uden æg, kommer der en del opskrifter frem, så det kan man tilsyneladende godt 🙂
Super lækker, en banan i den lyse dej, gør også noget dejligt♥️
Kirsten – Uhhh ja, det lyder også godt 🙂
Gammeldags sandkage bagt på den nymodens måde. Da jeg var barn, hjalp jeg altid min mor med at bage sandkage. Det var hårdt for barnearme at røre smør og sukker, indtil det ikke knasede. Derefter skulle de fire æggeblommer røres i, 100 slag mellem hver blomme – og jeg talte dem for ikke at røre én gang for meget! Hviderne blev pisket stive med håndkraft – det var også hårdt, så jeg fik lidt hjælp til sidst. Dengang brugte man ikke bagepulver, fordi hviderne blev pisket. Den metode bruger jeg stadig.
Hej Elsebeth ja jeg kan huske at min gamle farmor altid lavede sandkage /marmor kage ved håndkraft også og hun havde virkelig store overarme ? Og den nemmeste opskrift på sandkage pund til pund og 8 æg ???
Hej – da jeg var ung og vi havde besøg af en ven, fortalte han, at da han var barn, gjaldt det om at få chokoladedejen til at ligne en svane ! har prøvet snart i 50 år, det er ikke lykkes – men prøver stadig ?? – kommer altid lidt grofthakket chokolade i chokoladedejen.
Erna – Haha, en svane ligefrem? 🙂 Ja, så avanceret er jeg ikke – jeg vil nærmere sige, at jeg jubler og bliver meget lettet, hvis bare der er et nogenlunde mønster i kagen, når den første skive skæres. Tak for dit tip med den grofthakkede chokolade – det vil jeg huske 😀
Og så skulle man altid røre samme vej, ellers ville kagen falde sammen! Hvem turde være skyl i det??
Hej Anne-Kathrine
Jeg er lige stødt på din blog og jeg må sige……jeg er solgt. Sikken en skøn side med lækre billeder og fantastiske opskrifter- den vil jeg helt sikkert gøre brug af når jeg laver mine madplaner.
Afprøvede i går opskrifterne med pitabrød, kyllinge-shawarma og falafel – det smagte fantastisk og var supernemt at lave.
Tak for det.
Mange hilsner
Gitte
Gitte – Først og fremmest velkommen her på bloggen og tusind tak for din søde hilsen. Det er så dejligt, at jeg kan være med til at inspirere og gøre madlavningen hyggelig og super nem 😀
Rigtig dejlig weekend til dig.
Mange hilsner fra
Anne-Kathrine.
Hvad kan man lave den i hvis man ikke har en brødform? En bradepande? 🙂
Malika – Du kan godt lave kagen i en bradepande, bare husk at bagetiden måske skal justeres lidt, da det kan gå hurtigere med at få gennembagt kagen, når den ikke er så høj. Prøv evt. at stikke et lille træspyd eller lignende i midten af kagen og tjek, om der hænger rå dej vej 😀
Tusind tak for skøn opskrift!
Bagte til en familieweekend, og alt blev spist. Til trods for der også var mere nymodens bagværk på bordet.
Bagte dobbelt portion og så i en bradepande (da jeg ikke har franskbrødsforme) og den blev så god. Ikke sidste gang jeg bager denne.
Tak for en god blog 🙂 god søndag
Anne – Århhh, hvor lyder det bare hyggeligt med en god, gammeldags marmorkage på kaffebordet – og så dejligt, at det hele blev spist. De gode gamle opskrifter holder stadigvæk 100 % 🙂
Skal den bages ved varmluft eller alm. ovn – over-/undervarme??
Cathrine – Jeg bager den gerne ved helt almindelig ovnfunktion over- og undervarme 🙂
Kan man bage den dagen før
Louise – Det kan man sagtens – du skal bare sørge for, at den er pakket godt ind, fx i en frysepose 🙂
Jeg prøve sidste gang, da jeg bagte den sandkage, der tilsat jeg en mosede banan i dejen, den blev rigtig god, så det ikke sidste gang jeg prøver det..
Vibeke – Det lyder også godt – herhjemme elsker vi banankager 😀