De fleste af os kender vist de traditionelle jordbærkager med mazarinbund og flødecreme, som man kan lave selv eller købe hos bageren i løbet af hele sommeren. Der er ikke meget, som slår sådan en jordbærkage, men når jordbærsæsonen er ovre og bærrene skal importeres langt væk fra, synes jeg, det lækre går af kagerne. Jeg gider ikke små og havlsure jordbær i mine kager.

Når den tid kommer, så laver jeg i stedet gammeldags jordbærkager a la denne her med makroner. Bærrene koges ganske enkelt til grød og det smarte er, at der både kan anvendes friske og frosne bær, så er man så heldig, at have været forbi et pluk-selv sted og hamstre jordbær til fryseren, så er her et alternativ til hjemmelavet jordbærmarmelade. I øvrigt også en god måde til at få anvendt en skål “glemte” og måske let overmodne jordbær fra køleskabet, eller hvis man har været så uheldig at komme hjem med en bakke friske jordbær “uden smag” – sukker, vanille og en smule citron skal nok bringe det bedste frem i selv de mest sure og intetsigende bær.

En gammeldags jordbærkage minder faktisk en hel del om en gammeldags æblekage, som består af en god æblegrød lagt i lag med makroner og flødeskum. Dog har jeg twistet opskriften en lille smule og tilsat flødecreme med vanille, så måske er der i virkeligheden mere tale om en jordbærtrifli, men jeg kalder den nu alligevel for en kage.

 

 

Kagecremen købte jeg færdig denne gang – man kan sagtens koge en både nem og lækker vanillecreme selv, men jeg var en smule i tidspres, da vi skulle i madklub, og jeg havde derfor ikke tid til både at koge jordbærgrød og kagecreme og vente på, at de kølede ned, inden jeg samlede kagen. Kagecremen vendte jeg efterfølgende sammen med flødeskum til en flødecreme – en virkelig lækker, luftig og vanilleduftende creme som, udover jordbærkager, også gør sig glimrende i hjemmelavede lagkager.

Gammeldags jordbærkage med flødecreme og makroner.

5-6 pers.

500 gr jordbær – friske eller frosne

½ dl vand

½ tsk vanillepulver – kan udelades eller erstattes af 1-2 tsk vanillesukker

5-6 spsk sukker

1 spsk citronsaft

2 store spsk maizena

2 spsk vand

Desuden.

½ brev gul kagecreme med vanille – eller kog en portion god, hjemmelavet vanillecreme

2½ dl mælk

4 dl piskefløde

30-40 små makroner

Skyl og nip bærrene og bring dem i kog i en gryde. Bruges der frosne bær, hældes de blot direkte i gryden uden optøning. Kog bærrene til de moser ud og bliver til grød og tilsæt så sukker og citronsaft – smag til. Hvis grøden ønskes mere glat, kan man give den en tur med stavblenderen.

Rør maizena og vand sammen i en lille skål og hæld det i grøden under omrøring. Lad grøden koge igennem et par minutter, så den tykner let og maizenasmagen forsvinder. Tag gryden af varmen, hæld grøden i en skål og lad den køle af.

Rør kagecreme sammen med mælk efter anvisning på pakken. Pisk fløden til stift skum og vend halvdelen i kagecremen til en flødecreme. Resten af flødeskummet gemmes til pynt. Læg et lag jordbærgrød i bunden af en serveringsskål, herefter makroner og klatter af flødecremen. Fortsæt med jordbærgrød, makroner og flødecreme til der ikke er mere – slut med et lag jordbærgrød. Pynt med flødeskum på toppen.

Note. Kagen kan sagtens forberedes i god tid, men vent med at pynte med flødeskum til servering.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)