Dagen i går var skøn. Ikke bare helt uden regn, men også med sol og blå himmel – det er vi altså ikke forvænte med for tiden – og det resulterede selvfølgelig i åbne døre og vinduer og cafe latte hygge i solen på terrassen med en god bog, ligesom madplanen også blev revideret, for selvfølgelig måtte den oprindelige pasta med cremet tunsauce og ærter vige pladsen, når der pludselig var mulighed for at grille.

En improviseret grillmiddag kan godt betyde lidt kreativ tænkning i forhold til tilbehøret, men heldigvis havde jeg alle ingredienser hjemme til at lave denne her skønne kartoffelsalat med et twist af karry. Normalt laver jeg primært min sædvanlige kartoffelsalat med drueagurker, som vi begge er glade for, eller denne her med avocado-creme og chili, men varianten med karry havde rumsteret i baghovedet i nogen tid og nu fik jeg en (endelig) lejlighed til af få den afprøvet.

Både Morten og jeg var enige om, at kartoffelsalaten var virkelig god og bestemt en værdig afløser for “den sædvanlige” – den smagte mildt af karry, uden at det på nogen måde blev overdøvende og da jeg også kom sennep i dressingen, sneg jeg lige et nip sukker ind, som på fornemste vis afrundede og gjorde dressingen blød og lækker i smagen.

Udover kartoffelsalaten fik grillede grønsager – squash og aubergine i tykke skiver, halve løg og halve tomater som bare blev sprayet med lidt olivenolie, inden de kom på grillen et par minutter, til de havde fine grillstriber. De grillede grønsager blev anrettet på et fad, drysset med salt og peber, smuldret feta og lidt friske krydderurter fra haven og var så klar til servering. Desuden grillede vi nogle små, men virkelig lækre, chilipølser fra slagteren med masser af smag, saft og kraft og så delte vi en portion pil-selv rejer med lyserød cocktailsauce, citron og lunt brød til forret. Et lille glas vin blev der også til hver – åhhh hvor er sådan nogle grillaftener altså bare hyggelige.

Kartoffelsalat med karry og bacon.

2-3 pers.

600 gr små, nye kartofler

3 dl creme fraiche – jeg bruger gerne 9 %

2 tsk sennep

1-2 tsk karry eller efter smag

1 tsk sukker

4 spsk friskhakket purløg + 1-2 spsk til pynt

salt og peber

1 pk bacon i tern

Kog kartoflerne lige netop møre i letsaltet vand og lad dem køle af. Skær dem i mundrette stykker. Rør dressingen sammen af creme fraiche, sennep, karry, sukker og purløg og smag til med salt og peber. Vend kartoflerne i dressingen og lad kartoffelsalaten trække minimum 30 minutter på køl. Steg baconstykkerne sprøde og lad dem afdryppe på et stykke køkkenrulle. Anret salaten i en skål, drys bacontern på toppen og pynt med friskhakket purløg.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)