Så er jeg tilbage på min pind efter et par skønne dage i Warszawa (der skal nok komme meget mere på bloggen) og en dejlig uges ferie sammen med Morten. Vores weekend er gået med haveprojekter – blandt andet har vi en meget gammel hæk, som nu er blevet klippet og beskåret helt ind til stammen og så har vi brugt det meste af dagen i dag på at indhegne en stor del af haven med rio-net, så Villy kan løbe frit i hele haven, uden at vi skal være bange for, at han kommer ud på vejen og bliver kørt over. Tommy og Kim har heldigvis hjulpet os, så vi er næsten halvejs i projektet og håber på at nå den anden halvdel i næste weekend.

Efter en god omgang take away til aftensmad, bestående af pitabrød fra Vejles bedste pitabar har vi nu smækket benene op i sofaen, lavet en kande te og tændt et par stearinlys og imens at jeg nørder med madplanen for den kommende uge, ser Morten EM-finale i fodbold. Han skal starte på arbejde igen i morgen og holder så resten af sin ferie i august, så i morgen er det på en måde også hverdag for mig igen, selvom jeg jo har en meget lang sommerferie.

Madplan uge 28.

Mandag – Ugens første par dage skulle byde på regn og gråvejr – ikke fordi, at jeg synes, vi mangler vand, men omvendt kan jeg også godt lide lun sommerregn og gråvejr – dage med mulighed for at have terrassedørene åbne og et tændt stearinlys på bordet, imens jeg arbejder. Regnvejr indbyder til lækre og sommerlette supper og mandag står menuen på en lækker, cremet blomkålssuppe – selvfølgelig lavet på nye, danske blomkål. Tilbehøret bliver muligvis dette her pull apart bread med ost og hvidløg, som jeg lavede første gang, inden vi tog til Warszawa, men som sagtens kan tåle en gentagelse.

Tirsdag – Menuen står på en klassiker, nemlig kylling i karry mango sauce og tilbehøret bliver også temmelig traditionelt – helt almindelige, kogte ris og lidt grønt. Til gengæld har jeg lovet Morten, at bage en god, gammeldags marmorkage til ham i anledning af min sommerferie, så det kunne passende blive tirsdag, jeg kaster mig over det projekt.

Onsdag – Aftensmaden onsdag må gerne være lidt nem, da jeg har lidt småting at se til og den står derfor på pasta i cremet tunsauce med ærter. En let og lækker pastaret, som bestemt ikke bliver ringere af, at der nu er mulighed for at bruge friskbælgede ærter.

Torsdag – Det er vores tur til at holde madklub og menuen kommer til at stå på noget så dansk som stegt flæsk med persillesauce, nye kartofler og syltede rødbeder. Flæsk steger jeg altid i ovnen og så laver jeg persillesaucen efter denne her opskrift, men ellers er der vist ikke så meget hokus pokus ved lige netop denne ret. Desserten skal jeg jo heldigvis ikke tænke på – den kommer Tommy og Kim med.

Fredag – Der skal grilles og menuen står på spareribs fra slagteren – måske penslet med en eller anden form for hjemmelavet bbq-sauce. Hertil coleslaw og disse her skønne knuste kartofler med rosmarin. Måske også en kogt majskolbe til os hver.

Lørdag – Vi skal som sagt i haven og arbejde lørdag og aftensmaden må derfor gerne være super nem. Jeg forestiller mig noget a la dette her cremede kartoffelfad med forårsløg og ost, som kan forberedes i god tid og blot skal i ovnen, når vi bliver sultne. Tilbehøret kunne sagtens blive en marineret kotelet eller kyllingefilet på gasgrillen eller måske et stykke stegt laks med citron og en god creme fraiche dressing rørt sammen med lidt friskhakkede krydderurter, salt, peber og citron.

Søndag – Søndagsmenuen står på hjemmebagte pitabrød med diverse fyld, fx denne her skønne kyllingeshawarma, men også gerne rester fra den forgangne uge og så selvfølgelig forskellige former for salatgrønt, feta, oliven og måske en hjemmelavet dressing. Derudover skal jeg have bagt en portion af mine “sædvanlige” gulerodsboller, når nu ovnen alligevel er i gang med både pita og shawarma.

 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)