Regn, regn og så lidt mere regn. Jeg er godt nok glad for, at vi dels har en skøn og varm maj og en lækker miniferie i Warszawa at se tilbage på og derudover skal ud og rejse 14 dage i august, for jeg synes godt nok ikke, at den danske sommer viser sig fra sin smukkeste side i disse dage. Hvis solen endelig titter frem bag skyerne, blæser det op, så man alligevel er nødt til at sidde med lange bukser og jakke på udendørs.

Overfor sommervejret har jeg desværre ikke så meget at skulle have sagt, men når det kommer til maden, så er det en helt anden sag og jeg kører fortrøstningsfuldt på med lette og lækre sommerretter, grillmad og salater. Alligevel må jeg indrømme, at den megen regn og kulden har fået mig til at kapitulere for i dag og de planlagte pitabrød med shawarmakylling er derfor udskiftet med en god, gammeldags flæskesteg med hele tilbehøret – vintermad? Måske. Tiltrængt? Også i dén grad 🙂

Madplan uge 29.

Mandag – Jeg har lidt nye, kogte kartofler liggende i køleskabet og mandag aften ryger de i en portion quesadillas med spinat, kartofler og ost. Desuden skal vi have en rissalat med masser af sommergrønt – let og lækkert til en kødløs dag.

Tirsdag – Tirsdag skal vi have en god, gammeldags grydestegt kylling med persille og brun skysauce. Dertil skal vi have kogte nye kartofler, hjemmelavet agurkesalat og grøn salat med mormor dressing. Helt traditionelt og uden moderne krumspring eller fikse ideer.

Onsdag – Onsdag er det blevet tid til en omgang madklub og vi skal derfor forkæles hos Tommy og Kim. Menuen står på kylling i fad med porre, kartofler og meget andet godt, samt en salat med frisk blomkål. Er faktisk ret spændt på at smage resultatet. Desserten står jeg for, så jeg må lige en tur i tænkeboks.

Torsdag – Vi skal have tun- og torskerognsfrikadeller og som tilbehør skal vi have denne her skønne kartoffelsalat med karry og bacon, som jeg lavede for første gang forleden dag. Jeg er sikker på, at den variant vil blive lavet mange gange her henover sommeren, for det smager bare helt vildt godt.

Fredag – “Fredagslasagnen” bliver af den græske slags – menuen står nemlig på en moussaka med kartofler og aubergine og den bliver serveret med græsk salat med feta og en lækker, cremet tzatziki = feriestemning i lange baner. Jeg køber en dobbelt portion hakket oksekød, så er der også til aftensmad søndag.

Lørdag – Vi får besøg af et par gode venner og foreløbigt har jeg to muligheder på menuen, som jeg skal vælge imellem. Bliver det fint vejr, så ville det være skønt at grille og lave noget lækkert tilbehør og et par gode salater, men regner det, tror jeg, at vi skal have tapas. Bare en masse små lækre retter, pølser og ost, som vi kan sidde og nippe til. Det ene udelukker jo ikke det andet, for tapas er jo også hyggeligt at sidde og nippe til på en solskinsdag, men det er ikke så sjovt at stå og passe grillen, hvis regnen vælter ned.

Søndag – Menuen står på en lækker og spicy tacotærte med grønt tilbehør i form af alt godt fra grønsagsskuffen blandet til en salat. Dermed skulle der også være ryddet op i køleskabet, så vi er klar til at tage hul på en ny uge.

 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)