Miniferie Warszawa, juli 2016 – del 2…

Vores 2. hele dag i Warszawa startede endnu engang med en hyggelig morgenmad i lejligheden, inden vi igen satte kursen mod centrum og den gamle markedsplads – vejret var med os, solen skinnede og der var masser af liv og stemning på de mange fine pladser. Vi havde planer om at gå lidt rundt, måske drikke en cafe latte eller en øl og nyde solen og så gradvist bevæge os over mod den kæmpestore Ogród Saski park med smukke plæner, træer, blomster, statuer og springvand. Efter lidt tid bestemte vi os for at holde pause på en lille café med udendørs servering og fik bestil øl, iskaffe og cafe latte.

Efter at have krydset parken kom vi ud på den store, åbne plads foran parken, hvor “Den ukendte soldats grav” er placeret. Monumentet, som vogtes af 2 soldater døgnet rundt, er pyntet med blomster, kranse og lignende og her brænder “den evige flamme” til minde om de polske soldater, som mistede livet i 1. og 2. Verdenskrig. Vi kom lige til vagtskifte – en meget seriøs affære og jeg skal love for, at der blev marcheret til den store guldmedalje.

Kigger man efter, kan man i øvrigt se, at monumentet er kappet af i enderne, ligesom det også er tydeligt, at der tidligere har stået en række søjler øverst. Det skyldes, at den ukendte soldats grav er placeret under arkaderne fra Sasko Paladset, der ligesom stort set alt andet i Warszawa blev bombet sønder og sammen under 2. Verdenskrig.

Efter besøget i parken og ved monumentet, blev vi enige om, at det var tid til frokost og vi gik lidt rundt, indtil vi fandt en lille Bier Garten, hvor vi bestilte øl og en kæmpe osteplatte til deling – de gør det i det hele taget meget i osteanretninger til minimum 2 personer i Warszawa – noget jeg synes er virkelig hyggeligt og som jeg godt kunne ønske mig, at vi brugte lidt mere i herhjemme. Her udgør osten næsten altid et par bider på en tallerken og regnes i øvrigt som en desserter.

Vi endte med at sidde i solen og snakke et par timer, inden vi i langsomt tempo bevægede os tilbage mod bymidten, hvor vi endnu engang fik os placeret på en café som både havde sol, lækre cocktails og hyggelige loungemøbler. Her fandt vi spillekortene frem og fik bestilt mojitos, strawberry daiquiris og øl, ligesom Stine og jeg også fik delt en kæmpe cocktail i et kæmpe glas – den var beregnet til 2 pers og glasset rummede lidt over 1 liter.

Ved 19.30 tiden blev vi enige om at finde lidt aftensmad og valget faldt på endnu en af de mange, hyggelige restauranter omkring den gamle markedsplads. Min lillebror fik, hvad han selv betegnede som en af de bedste bøffer nogensinde – den blev serveret med salat, pommes frites og kryddersmør. Stine fik en gang tatar med diverse tilbehør og Morten og jeg hoppede på en grillplatte til 2 personer (4 personer havde nok været mere korrekt, men vi havde set serveringerne på de andre borde og vidste dermed, hvad vi gik ind til). Heldigvis kunne min lillebror og Stine hjælpe lidt til.

På vores platte var der grillet kylling, kalvekød og de bedste og mest møre spareribs, jeg nogensinde har smag – de blev serveret med bbq sauce og en skøn blanding af hakkede hasselnødder, honning og sennep – lyder som en spøjs kombination, men det smagte virkelig godt. Derudover var der skåle med forskellige saucer, tzatziki, græsk salat, ris, coleslaw, ristede kartofler og pommes frites. Til maden drak vi kæmpestore øl, rødvin og vand og vi sluttede middagen af med 3 cappucinoer, undtagen min lillebror, som mente, at han godt kunne klemme en dessert ned. Hans valg faldt på en lækker creme brulée og til den fik han et glas virkelig god, mørk rom – jeg husker desværre ikke mærket, men han var meget tilfreds. Vi kom af med i alt 450 kr for middagen – en pris som må siges at være rimelig ud over alle grænser – i hvert fald set med danske øjne.

Klokken nærmede sig 23, da vi var færdige med at spise, så vi blev enige om at bevæge os op over torvet og finde en taxa tilbage til hotellet. Undervejs fik vi øje på Polens nationalstadion, som var fint oplyst af et glitrende lysshow, men det var virkelig svært at tage et billede, som var bare nogenlunde skarpt pga. de mange lys som omgav os. Stadionet blev bygget til Europamesterskaberne i fodbold i 2012, hvor Polen var værtsland sammen med Ukraine og det var her, at både åbningsceremonien og åbningskampen blev afholdt.

På vores sidste hele dag i Warszawa, satte vi kursen mod det smukke national stadion, som lå på den anden side af floden i forhold til den gamle bydel og centrum. Ifølge vores guidebog, skulle der her ligge Østeuropas største kræmmermarked med kræmmere fra Rusland, Ukraine, de Baltiske lande, Tjekkiet, Slovakiet og mange flere, hvilket vi selvfølgelig skulle opleve. Vi kunne dog ikke se noget tegn på, at vi skulle være i nærheden af et kæmpe marked og da vi spurgte en politimand, viste det sig, at markedet var blevet lukket ned for 4 år siden – i anledning af, at man byggede stadionet. Hmmm….så meget for guidebøger 😉

Det fine stadion kunne vi faktisk heller ikke komme tæt på – det vrimlede med politifolk og militær alle steder i anledning af NATO topmødet i Warszawa, så da vi havde gået lidt rundt, gik vi tilbage over floden mod den gamle bydel – i øvrigt en ret speciel oplevelse, for når man kommer på afstand, kan man se, at byens profil for en stor dels vedkommende er præget af nye skyskrabere og glaskonstruktioner, som rager op imellem de ældre tårne og spir.

Vel tilbage i centrum fik vi os et par kæmpe cafe latter og iskaffe hos Costa Coffee (jeg elsker deres kæmpe kopper) og så blev vi enige om, at gå en tur op i klokketårnet, for at kigge ud over byen. Skyerne var ved at trække sammen, så det var svært at få nogle virkelig fine sommerbilleder, men udsigten var god og man kunne se ret langt væk – igen kunne man tydeligt fornemme skiftet imellem de ældre bygninger og de nye skyskrabere, der ligger side om side.

Vi var enige om, at vi skulle ud og se den tidligere jødiske ghetto fra 2. Verdenskrig og mindesmærkerne, men inden da skulle vi have lidt frokost, så vi fandt en café og bestilte et par salater. Ikke helt fantastiske salater, men omvendt fejlede de heller ikke noget og vi blev mætte. Det er faktisk lidt svært at finde frokost på de mange restauranter i Warszawa, for tit har de kun ét menukort, som gælder for hele dagen og en varm hovedret til frokost er lidt for meget, hvis man også vil gøre sig håb om at kunne spise aftensmad. Vi manglede indimellem en sandwich eller andet let, som lige kunne gøre det ud for en frokost.

Imens vi spiste, blev det pludselig meget mørkt og så begyndte det først at hagle og derefter at regne – heldigvis sad vi under nogle store parasoller, så vi gav os god tid med maden og ventede, til regnen var holdt op. Til gengæld var luften blevet temmelig kold pga. regnen, så inden vi bevægede os mod ghettoen, måtte vi lige have et pitstop på en café med et par kopper varm kaffe.

Vi tog en taxa ud til ghettoen og så begyndte vi ellers at lede, men vi kunne hverken finde mindesmærker over det ene eller det andet. Siden har vi fundet ud af, at vi er gået bagom alle mindesmærkerne og bare er vandret rundt på må og få i boligområdet og til sidst gav vi op og begav os i stedet over mod den enorme, jødiske kirkegård. Det viste sig så, at den lukker klokken 15 !!! hvilket var lidt af en streg i regningen, men da det både begyndte at blæse og regne, fandt vi en café og fik et par øl.

Vi havde egentlig besluttet os for at spise aftensmad på en restaurant i centrum, men da regnen fortsatte og vi fandt ud af, at vi var lige i nærheden af hotellet, bestemte vi os for at spise på en af restauranterne ved hotellet og så i stedet bruge aftenen på at slappe af i lejlighederne. Der var i øvrigt fyldt med store biler, afspærringer og security både ved vores hotel og ved Hilton, som lå lige overfor og det viste sig, at det var her de fleste af deltagerne ved NATO topmødet skulle bo.

Vi endte med at spise pizzaer på en lille, italiensk restaurant og efter en tur i supermarkedet, for at proviantere lidt, gik vi op i lejlighederne, hvor resten af aftenen stod på karbad, læsning, fjernsynskiggeri, pakning af kuffert og hygge, imens regnen væltede ned udenfor – ikke den dårligste måde at bruge en regnvejrsaften på.

Næste morgen tog Morten og jeg en taxa til Chopin lufthavnen, hvorfra vi fløj hjem til Billund og min lillebror og Stine kørte videre. De har valgt at bruge deres sommerferie på at udforske endnu mere af det østligste Europa og vender hjem i slutningen af juli, hvor vi glæder os til at se dem. Ikke mindst mine forældre, som ikke har set min lillebror, siden han rejste til Sydafrika i januar.