Jeg er stor fan af dåser med fiskekonserves, som man kan have et lille lager af i køkkenskabene. En dåse torskerogn kan ristes og serveres på rugbrød med citronsaft, remoulade og karse og dermed pifte en lidt trist omgang rugbrødsmadder til frokost eller aftensmad op. Makrel i tomat eller chili kan ligeledes pifte rugbrødsmadderne op og serveres med eller uden hårdkogte æg og mayonnaise og en dåse tun kan snildt udgøre “kødet” i en hovedret – eksempelvis kombineret med torskerogn til tun- og torskerognsfrikadeller eller i en cremet tunsauce med ærter og pasta ved siden af.

Vi kommer også gerne tun på hjemmelavede pizzaer – fx sammen med rejer, peberfrugt og oliven og endelig er en sandwich med hjemmelavet tunsalat eller en klassisk, amerikansk inspireret tuna melt jo ikke at kimse af. Desuden er fiskekonserves bare genialt til de dage, hvor man ikke kan nå til fiskehandleren, eller udvalget ved fiskebilen bare ikke rigtigt er værd at skrive hjem om.

Det der med, at man kommer langt med et par dåser fiskekonserves er denne her tærte et glimrende eksempel på. Den er nemlig lavet på to dåser tun i vand, som jeg havde stående i køkkenskabet, og så et bundt forårsløg og et par friske, røde chilier fra grønsagsskuffen foruden æg, creme fraiche og lidt ost, selvfølgelig. Chilierne kan for øvrigt sagtens udelades, ligesom forårsløgene kan udskiftes med løg, purløg eller porrer.

Tærtebunden laver jeg gerne efter denne her opskrift, hvis ikke lige vi foretrækker en lidt grovere udgave, for så bliver det denne her variant med grahamsmel, men jeg må indrømme, at jeg også sagtens kan finde på at købe en rulle færdiglavet tærtedej i supermarkedets køledisk. Udrullet, nemt og bekvemt og så bliver det ikke meget lettere at servere en madtærte til aften som alternativ til fast food og take away på de travle dage.

Tærte med tun, chili og forårsløg.

1 hjemmelavet tærtebund efter denne opskrift eller en rulle færdiglavet tærtedej

2 ds tun i vand

1,5  dl creme fraiche

3 æg

75 gr revet ost – hold evt. lidt tilbage til pynt på toppen

1 bundt forårsløg, snittet

1-2 friske røde chilier, renset for kerner og fintsnittet

1-2 spsk citronsaft

salt og peber – pas på med saltet da dåsetun er ret salt i forvejen

Lav tærtedejen og fordel den i et tærtefad. Prik dejen med en gaffel og stil bunden til side, imens fyldet forberedes. Hæld vandet fra tunen og kom den i en skål. Del den i mindre stykker med en gaffel. Tilsæt creme fraiche, æg, revet ost, forårsløg, chili, citronsaft, salt og peber og rør blandingen godt sammen. Fordel fyldet i tærtebunden, drys evt. med lidt revet ost på toppen og bag tærten ved 200 grader i ca. 30 minutter til tærten er gennembagt og fyldet er stivnet. Server tærten varm eller lun – gerne med blandet salat.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)