De her små, ristede kartofler hører til blandt vores yndlingstilbehør såvel sommer som vinter. Jeg har rigtig tit nævnt i madplanen, at vi skulle have ristede kartofler som tilbehør til både det ene og det andet, men forleden dag kom jeg i tanker om, at jeg vist aldrig har postet en opskrift på netop de kartofler. Og det må vi selvfølgelig have lavet om på.

Kartoflerne er super nemme at lave, hvilket også gør dem geniale at servere som gæstemad, hvor der ofte er nok at tænke på i køkkenet. De skal hverken skrælles eller koges, blot skylles og evt. skrubbes let, inden de kommes i ovnen med olie og salt, og så passer de ellers sig selv. Nemt og bekvemt og så bliver resultatet altså bare noget af det lækreste, som passer til stort set alle former for kødretter og fisk. Vi får desuden ofte ristede kartofler til en god burger – det være sig både en hjemmelavet fiskeburger eller en traditionel burger.

Jeg køber gerne små, økologiske kartofler i en bakke, som er vaskede. På den måde behøver jeg ikke bruge tid på at skrubbe dem og fjerne jord, men kan blot skylle dem en ekstra gang og så er de klar til brug. Denne her opskrift er en helt plain udgave af ristede kartofler, men det står selvfølgelig enhver frit for at tilsætte yderligere smag. Det er fx lækkert at drysse lidt oregano eller timian over kartoflerne, ligesom en smule hvidløgspulver eller fintrevet parmesan bestemt heller ikke skader. I bund og grund kommer det jo helt an på, hvad man bryder sig om og hvad der skal serveres sammen med kartoflerne.

Vi spiste denne her portion ristede kartofler til et lækkert stykke ovnbagt laks med honning og sennep. Udover laks og kartofler lavede jeg en krydderurtedressing magen til denne her og så fik vi en sprød salat med friske spinatblade, edamamebønner, tørrede tranebær og letristede pinjekerner til. Helt enkel og lækker sommermad, som blev nydt på terrassen med et koldt glas hvidvin ved siden af.

Print opskrift Pin opskrift
0 fra 0 stemmer

Ristede kartofler

Samlet tid40 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 800 gr små kartofler med skræl
  • 2 spsk olie
  • salt (evt havsalt/flagesalt)

Fremgangsmåde

  • Skrub kartoflerne men lad skrællen blive på.
  • Dup kartoflerne tørre og kom dem i en stor frysepose sammen med olie og salt.
  • Ryst posen godt, så olie og salt fordeles på alle kartoflerne og vend herefter kartoflerne ud på en bageplade beklædt med bagepapir.
  • Rist kartoflerne i ovnen ved 200 °C (varmluft) i 25-30 minutter, indtil de er gyldne og møre. Ryst evt. bagepladen et par gange undervejs, så kartoflerne bliver jævnt ristede.
  • Drys evt en smule ekstra salt på kartoflerne og server som tilbehør til kødretter, burgere og fiskeretter.

Noter

Kan man ikke få fat i små kartofler, så kan man sagtens skære store kartofler ud i både. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)