IMG_6343

Da vi havde spist morgenmad lørdag morgen, satte vi kursen mod Grand Central Station, som er “hovedbanegården” på Manhattan. En fantastisk smuk bygning som ikke bliver mindre smuk af, at de har en masse restauranter og et stort madmarked, hvor man kan gå rundt og kigge på alverdens lækre madvarer. Selve madmarkedet er samlet i en gang for sig selv og så er det egentlig bare at starte en ende af.

IMG_6349

IMG_6345

IMG_6350

Efter at have været en tur rundt i madmarkedet gik vi over i den nye, nordiske afdeling, hvor Claus Meyer holder til – jeg tog en masse billeder derinde, så det bliver vist til et indlæg for sig selv, men sjovt var det, at se de mange gængse bagervarer som rugbrød, kanelsnurrer, spandauere og ikke mindst hotdog boden, hvor der sælges danske hotdogs.

Efter en times tid forlod vi Grand Central og gik mod 34. St og Penn Station, men da himlen pludselig blev meget mørk, gik vi ind i en Starbucks. Her sad vi i godt 15 minutter og nød en iste med passion og en frappucino med vanille, til regnskyllet var ovre og man igen kunne færdes på gaden uden at blive drivvåd. Sådan nogle kraftige regnskyl renser virkelig luften og det var lækkert at komme ud på gaden bagefter.

IMG_6371

På Penn Station købte vi lidt forskelligt til frokost, blandt andet købte jeg en bakke med vegetarsushi og så satte vi os og spiste. Ret sjovt at sidde og bare kigge på mylderet af mennesker som går forbi – der kommer godt nok mange specielle og forskellige typer forbi.

IMG_6376

Efter frokosten gik vi i Macy’s, for vi skulle lige købe et par cowboybukser til Morten og vi fik også kigget på lidt andre ting i det enorme stormagasin, men da klokken nærmede sig 16, fandt vi en sub tilbage til hotellet. Vi havde nemlig bestemt os for at spise tidligt, da vi ville i 9/11 Memorial om aftenen og de lukker allerede klokken 8.30 – selvom det nu ikke er noget, som bliver specielt håndhævet, fandt vi ud af.

Vi spiste aftensmaden på Dallas BBQ og det er simpelthen en af de mest vanvittige restauranter, jeg kender. Vi besøger den ikke, hver gang vi er i New York, men engang imellem og det er altså en oplevelse. Dallas BBQ kæden har efterhånden nogle år på bagen og her arbejder man med, at alle skal kunne spise sig mætte og det skal ikke være for dyrt. Begge dele lever restauranten til fulde op til – portionerne er simpelthen enorme og det ser så vildt ud, når tjenerne komme svingende med bakker fulde af mad – ligesom man ser rigtig mange gæster forlade restauranten med doggy bags.. Selv drinksene – de er berømte for deres frozen cocktails – er enorme og serveres i glas som vi nok ville kalde fyrfadsstager derhjemme.

På Dallas BBQ kommer en blandet landhandel af turister, folk fra middelklassen og folk fra oplandet, som er på tur til Manhattan og skal have aftensmad. Der er ikke specielt “hipt”, men meget folkeligt og en god stemning. Restauranterne – der ligger flere på Manhattan – er meget velbesøgte og kæmpe store. Kommer man en travl dag, kan det godt virke lidt uoverskueligt, men man får altså relativt hurtigt mad på bordet og tjenerne har styr på det.

Vi bestilte en portion tempura grønsager til deling til forret – jeg er sååå glad for, at vi kun bestilte den lille portion og at vi delte, for det var noget af en portion, men også meget lækkert. Jeg er vild med, at stykkerne er så store, at man rent faktisk kan se, hvad det er for grønsager der gemmer sig under dejen og så var der faktisk et ret stort udvalg – broccoli, gulerødder, grønne og gule squash, grønne bønner, aubergine, søde kartofler og blomkål.

Bagefter bestilte Morten en af deres kæmpe sirloin bøffer med rejer (surf n turf) – han fik tilbudt en gang spareribs ved siden af for 1 $, men valgte at nøjes med tilbehøret bestående af pommes frites, coleslaw og brød – bøffen var i øvrigt grillet helt perfekt og super mør. Jeg bestilte en lille portion chili con carne, som blev serveret med tortillachips, creme fraiche og revet ost og jeg kunne lige netop spise op. Inkl. drikkevarer – 2 enorme sodavand + vand kom vi af med 42 $ og så skulle der selvfølgelig lægges drikkepenge oveni, så det blev 50 $ i alt.

IMG_6390

IMG_6397

Efter maden tog vi en sub ned til 9/11 Memorial, hvor vi gik rundt og kiggede – der var en del andre mennesker, men bestemt ikke overfyldt. Når mørket falder på, bliver de mange navne, som er printet ind rundt om de 2 store pools, lyst op og det er virkelig smukt.

DSC_0120

DSC_0128

DSC_0130

Fra 9/11 Memorial gik vi over vejen og over til Winter Garden og Hudson floden. Der var ret mange mennesker, som gik eller løb på stierne eller sad på tæpper på græsset langs vandet, selvom det var mørkt, for det var en virkelig skøn sommeraften. Vi gik langs vandet et par blokke og nød de mange, smukke lys men til sidst drejede vi ind og tog en sub tilbage til hotellet.

DSC_0168

DSC_0173

Hele søndagen blev brugt på hygge og afslapning. Vi spiste en lækker brunch bestående af scrambled eggs, bacon, pandekager, bagels, juice og kaffe og så fik vi handlet lidt forskelligt. Jeg fik blandt andet købt make up med hjem, som jeg altid køber i USA, fordi det er meget billigere. Frokosten bestod af en blandet box fra en deli, som vi spiste i en park med udsigt til vandet og så skulle vi selvfølgelig også lige i et par supermarkeder og have lidt madvarer med hjem. Aftenen gik også helt stille og roligt – det regnede lidt, så vi gik bare ned på hjørnet og bestilte et par stykker pizza og jeg må indrømme, at jeg også faldt meget tidligt i søvn, imens Morten blev oppe og så lidt fjernsyn. Jeg tror, vi efterhånden trænger til at komme hjem og “slappe lidt af” 😉

I dag spiser vi en langsom morgenmad og så tager vi fra Manhattan klokken 12. Vi har heldigvis hotelværelset til klokken 12, så det kunne ikke passe meget bedre. Vi skal flyve fra JFK lufthavnen klokken 16, så vi spiser måske lige en let frokost i lufthavnen og så lander vi en Frankfurt i morgen tidlig (dansk tid). I Frankfurt har vi et par timers ventetid, inden vi skal videre til Billund, hvor vi bliver hentet af min far og så tror jeg, at vi skal hjem og sove et par timer.

Endnu en skøn ferie i New York lakker mod enden – denne gang har vi været her i 10 dage og det har bare været så dejligt at have tid til at dase og slappe af, fordi vi ikke har skullet nå noget. Desuden har vi haft mellem 26 og 30 grader hver dag, hvilket vi absolut ikke har været vant til hjemmefra, så det har vi selvfølgelig nydt. Nu venter en uges ferie derhjemme, inden Morten igen skal starte på arbejde og så er min sommerferie faktisk også ved at være slut, så nu må vi hellere se at komme ind i en slags hverdag igen.

 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)