Æblekage med kanel.

8 kommentarer
Kager, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Den her æblekage hører til blandt de nemmeste kageopskrifter, som jeg overhovedet kender. Den kan seriøst røres sammen på et par minutter, og skal så bare bages i ovnen. Har man ingen æbler, kan den for øvrigt sagtens laves med pærer eller andre slags frugt, fx er jeg stor fan af at bruge rabarber, når de myldrer frem i haven i maj og juni måned, ligesom jeg også tidligere har lavet en variant med stikkelsbær.

Selve “grund-dejen” består i al sin enkelthed af sukker, æg, mel og bagepulver. Men alt afhængig af hvilken slags frugt jeg bruger, tilsætter jeg også gerne lidt smag. Fx i form af vanilje, som er virkelig lækker til rabarber og pærer. Men kanel eller måske lidt kardemomme er også lækkert, hvis man bager med blommer eller æbler.

Æblekagen, som smager allerbedst, når den serveres lun, spiser vi som regel med en klat kold creme fraiche ved siden af – evt. rørt med lidt vanilje. Men udover creme fraiche kan jeg også anbefale en klat letpisket flødeskum eller måske en kugle vaniljeis.

Kagen er bedst samme dag, som den er bagt. Den kan godt holde sig til dagen efter, men så begynder den også at blive lidt kedelig. Derfor anbefaler jeg, at man bager den samme dag, som den skal serveres. Men det plejer nu heller ikke være et kæmpe problem med så let en opskrift.

En anden super nem opskrift med æbler – eller pærer, for de kan også sagtens bruges – er denne her skønne makron-æblekage med sprød overflade og så går man jo sjældent galt i byen med en portion bagte æbler med marcipan. Faktisk tror jeg, at jeg vi skal have bagte æbler til dessert i aften – det er sådan en hyggelig dessert, der emmer langt væk af efterår.

3.80 fra 5 stemmer

Æblekage med kanel

Bagetid30 min
Samlet tid45 min
Antal: 8 stk

Ingredienser

  • 150 gr sukker
  • 2 æg
  • 2 tsk stødt kanel
  • 1 tsk bagepulver
  • 125 gr hvedemel
  • 250 gr æbler (skrællede og skåret i tern)
  • evt. perlesukker og hakkede mandler til pynt

Fremgangsmåde

  • Pisk sukker og æg sammen til en luftig æggesnaps.
  • Bland kanel, bagepulver og hvedemel og vend det i æggesnapsen sammen med æblestykkerne.
  • Fordel dejen i en springform (ca. 22 cm i diameter) foret med bagepapir. Drys evt. toppen med perlesukker og mandler. 
  • Bag kagen ved 175 °C (alm. ovnfunktion) i 30-35 minutter, indtil den er gylden og gennembagt.
  • Server tærten lun med creme fraiche, flødeskum eller is.
  • Kagen er bedst, samme dag som den er bagt. Evt rester kan dog holde sig i 2-3 dage. Kagen kan desuden fryses.
8 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Sanne
6 år siden

Hej
Har lige bagt denne super nemme og lækre kage. Hele familien nød den. Vi fik vanilie is til ?
Nu vil jeg kikke lidt på din side og få en masse inspiration.
God weekend.
Mvh. Sanne

Linda Í Lon Simonsen
4 år siden

Hej.
Jeg har aldrig prøvet at lave nogen form for æblekage før, men jeg synes denne lyder rigtig lækker og vil gerne prøve at lave den 🙂
Men skal den bages med eller uden varmluft? 🙂
Venlig hilsen Linda

Jette Bødker
4 år siden

Jeg vil gerne printe din kage ud og der plejer da at være en dims” at trykke på så man bare printer selve opskriften ud, men den kan jeg ikke finde.For at få printet opskriften ud vil min maskine give mig 10 sider og det syntes jeg er en masse ting jeg ikke har brug for. Kan det være rigtigt ??
Knus
En gammel kone fra Juelsminde”)

Mina
3 år siden

Hej madenimitliv, tak for en virkelig lækker blog med sindsygt mange skønne opskrifter som jeg bruger flittigt.
Jeg har igår bagt æblekagen med kanel. Og bagt den efter anvisningerne. Jeg synes den er SÅ tør…. og så undrer det mig at der ikke skal en smule smør i? Kan jeg gøre lave en eller anden frosting der passer til så jeg kan skjule at den er blevet tør…

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)