Når man bare skal hakke lidt grønsager og komme dem i en gryde sammen med kylling, hvidvin, ris og bouillon og så vente i et kvarters tid, inden aftensmaden er færdig og man kan sætte sig til bords omkring en velduftende gryde, så ved man altså, at man har fat i en opskrift, der fungerer og der er lige hvad denne her skønne gryderet med kylling, ris og hvidvin gør – altså fungerer.

Jeg har vist været inde på det før, blandt andet i forbindelse med denne her skønne, mexicanske kylling i fad med ris og bønner, men jeg er ret stor fan af retter, som bare skal hældes i en gryde eller i et fad og efterfølgende passer sig selv på komfuret eller i ovnen, indtil det er spisetid – forstå mig ret, jeg synes, at det kan være vældig hyggeligt at nusse længe rundt i køkkenet og have gang i masser af gryder på én gang, men der er altså også dage, hvor jeg intet har imod retter som nedenstående, der er færdige på et øjeblik og ikke indbefatter massevis af snitten og hakken.

Ret beset minder denne her skønne kylling med ris og hvidvin vel mest om en risotto – der bliver oven i købet rørt en lille klat smør og lidt revet ost i gryden ved servering, om end konsistensen er en smule anderledes. Men hvor risotto ofte indbefatter en masse bouillon, som skal absorberes af risene under omrøring, så behøver man ikke foretage sig andet end at hælde bouillon i gryden og lægge låget på – nemmere bliver det vist ikke.

 

 

Vi spiste den skønne kylling og risene sammen med lidt blandet salat. Desuden lavede jeg et par hvidløgsbrød, som jeg serverede ved siden af, men nøjes man med gryderetten, tager det helt ærligt ikke meget mere end 10 minutter at forberede aftensmaden og så kan man passende dække bord og blande en hurtig salat, imens herlighederne snurrer på komfuret og de dejligste dufte af kylling og hvidvin breder sig i huset. Alkoholen i hvidvinen fordamper i øvrigt under tilberedningen, så både børn og gravide kan også være med her

Gryderet med kylling, ris og hvidvin.

2-3 pers.

1 spsk olie

1 løg, finthakket

2 fed hvidløg, finhakkede

2 gulerødder, revne

1 stort kyllingebryst (200-250 gr), skåret i mundrette tern

1 dl hvidvin

200 gr ris

5 dl bouillon – evt. vand + bouillonterning

1 tsk salt + peber

1 tsk smør

50 gr revet ost

frisk persille til servering

Varm olien op i en gryde og svits løg, hvidløg og de revne gulerødder heri. Tilsæt kylling og steg i yderligere 5 minutter, hæld derefter hvidvin i gryden og lad det koge næsten ind. Kom ris, bouillon, salt og peber i gryden, læg låg på og bring gryden i kog. Lad gryden snurre i 15 minutter til risene er møre og vandet kogt væk. Rør en lille klat smør og revet ost i blandingen, smag til og server med masser af friskhakket persille og evt. lidt brød eller salat ved siden af.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)