Det er efterhånden ved at være en del år siden, at jeg første gang stiftede bekendtskab med frøsnappere med pikantost og det var ganske enkelt kærlighed ved første bid. Jeg kendte ellers kun til frøsnappere af wienerbrødsdej med remonce, men i de år vi boede ved åen i Aarhus og jeg arbejdede i Bruuns Galleri, gik jeg hver dag igennem gågaden og forbi Sallings Bageri på vej til og fra arbejde og det var her, jeg første gang stødte på dette yderst vanedannende stykke bagværk.

Frøsnapperne gled lidt ud i glemslen, da vi flyttede fra Aarhus – jeg havde ellers lovet mig selv, at jeg ville prøve med en hjemmelavet version – men i går, hvor det regnede og blæste og vi sådan for alvor fik en smagsprøve på, at efteråret er over os og sommeren endegyldigt er forbi, kom jeg pludselig i tanker om frøsnapperne og så var der ikke langt fra tanke til handling.

Dejen til “snapperne” er en helt almindelig gærdej, som smøres med pikantost. Man kan også bruge butterdej eller wienerbrødsdej, men jeg synes ganske enkelt, at det bliver lidt for meget med den fede dej, når den kombineres med flødeost. Desuden er der lidt mere bid og mæthed i en gærdej og det gør de færdige frøsnappere oplagte af bruge til både madbrød, snacks og i madpakken. Skal snapperne være lidt grove, kan jeg anbefale at udskifte omkring 150-200 gram af hvedemelet med en grovere meltype, fx grahamsmel, fuldkornshvede eller groft speltmel, ligesom man selvfølgelig kan bruge en fedtfattig pikant ost. Osten kan i øvrigt udskiftes efter smag og behag og således kan der bruges både smøreost med hvidløg, chili, naturel og krydderurter eller hvad man nu har lyst til.

Jeg tog de lækre og nybagte frøsnappere ud af ovnen nogenlunde samtidig med, at Morten kom cyklende hjem fra arbejde i et forrygende blæsevejr og jeg skal lige love for, at de friskbagte basser hurtigt fik ben at gå på. De var helt fantastisk lækre – præcis som jeg husker dem fra Salling, og så smagte de bare forrygende sammen med en kop varm te. Det endte faktisk med, at vi kom til at spise lidt for mange og nærmest sprang aftensmaden over – det kan jo ske engang imellem. Der var dog lige et par stykker tilbage til i dag og jeg har derfor kunnet konstatere, at frøsnapperne også smager glimrende dagen efter – navnlig hvis de lige bliver lunet et par minutter i en varm ovn eller på brødristeren.

Udover at fungere som snacks, i madpakken og som madbrød, fx til varm suppe, så er jeg sikker på, at frøsnapperne også vil gøre sig glimrende i en picnickurv. De er da oplagde at have med, hvis man fx skal på skovtur, til et høstmarked, ud og plukke svampe eller måske til et Halloween-arrangement her i løbet af den kommende måned.

Og hvis du, ligesom jeg, bare ikke kan få pikantost nok, så vil jeg da lige slå et slag for et par af mine yndlingsopskrifter med pikantost, nemlig koteletter i fad med pikantost og bacon, skinkestang med pikantost, gulerodssuppe med pikantost og ikke mindst denne her lækre pastasalat med pikantost.

Frøsnappere med pikantost.

12-14 stk.

75 gr smør

1 dl mælk

1 dl vand

½ pk gær

2 tsk groft salt

2 tsk sukker

1 æg

450-500 gr hvedemel

1 pk pikantost

blå birkes og sesamfrø til drys

Smelt smørret og tilsæt mælk og vand. Opløs gær i blandingen og tilsæt salt og sukker. Slå ægget ud i en lille skål, pisk det let sammen og tilsæt ægget til dejen, men hold 1-2 spsk æg tilbage – det skal bruges til at pensle dejen med. Tilsæt hvedemelet lidt ad gangen og ælt til en blank og glat dej. Lad dejen hæve tildækket i ca. 1 time.

Rul dejen ud til et rektangel (ca. 35 x 50 cm) på et meldrysset bord. Smør pikantost på dejen og fold dejen på midten på den lange led, så pikantosten lukkes inde. Pensl dejen med det sidste sammenpiskede æg – spæd evt. med 1 spsk mælk, hvis ægget ikke helt kan strække og drys herefter med birkes og sesamfrø. Rul over frøene et par gange med kagerullen, så de sidder ordentligt fast og skær så dejen ud i 12-14 strimler af ca. 3 cm tykkelse. Sno hver dejstrimmel en omgang, så den får et twist på midten og læg dem på bageplader beklædt med bagepapir.

Lad frøsnapperne efterhæve i ca. 30 minutter og bag dem ved 190 grader varmluft i ca. 15 minutter til de er gyldne og gennembagte. Lad frøsnapperne køle let af på ovnristen.

Note. Ligesom med så meget andet gærdej kan frøsnappere fryses. Lun dem evt. let ved servering, så bliver de som nybagte.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)