Lige om lidt går vi ind i den sidste uge i september. Oktober banker på og vil ind og den skal være så velkommen herhjemme hos os, hvor vi har stornydt septembers mange solskinstimer og tanket masser af energi og varme til de lidt mørkere og koldere måneder, som nu venter forude. På madfronten har vi dog haft lidt svært ved at give slip på sommeren – det var jo som om, at den bare blev ved og ved, men nu er vi så småt ved at indstille os på de lidt tungere efterårsretter, ligesom også opskrifterne på simremad og supper igen er blevet fundet frem og støvet af.

Den kommende uge byder derfor blandt andet på chili con carne, som jeg vil prøve at tilberede i ovnen, hvilket for mig er en helt ny måde, og så skal vi også have sæsonens første portion æbleflæsk – en af mine efterårsfavoritter. Jeg glæder mig med andre ord virkelig meget til at tage hul på den kommende uge, men hepper også på en smule flere solskinseftermiddage på terrassen, inden vi for alvor pakker havemøblerne sammen og rykker indendøre.

Madplan uge 39.

Mandag – Denne her skønne gryderet med kylling, ris og hvidvin kunne sagtens gå hen og komme på menuen mandag. Det er sådan en ret, hvor alt bare skal kommes i en gryde, hvorefter hele herligheden simrer i 15 minutter og så er maden færdig – næsten en risotto, men uden at man skal stå vagt ved komfuret og røre rundt hele tiden.

Tirsdag – Tirsdag skal vi have denne her lækre og cremede blomkålssuppe med forårsløg og bacontopping. Og selvfølgelig skal vi have pandekager med hjemmelavet æblekompot bagefter – suppe og pandekager hører bare sammen.

Onsdag – Der skal klassisk cowboy chili con carne på menuen og jeg har planer om at prøve at langtidstilberede den i ovnen i römertopf/stegeso – alternativt bliver det måske bare i en af vores støbejernsgryder med låg, for jeg er ikke sikker på, at vi kan spise så stor en portion, som det muligvis kræver, hvis det skal blive et nogenlunde resultat i “römeren”.

Torsdag – Torsdag står den på madklub og det er Tommy og Kims tur, så jeg skal bare finde på en dessert. Jeg har endnu ikke helt besluttet mig, men det kunne faktisk godt gå hen og blive en klassisk cheesecake med kirsebærtop.

Fredag – Her i slutningen af september er der for alvor gang i æblesæsonen og det skal vi selvfølgelig benytte os af. Der skal derfor en lækker omgang æbleflæsk med rugbrød til på bordet og så regner jeg med at supplere med lidt kogte æg og rejer, en lun leverpostej, måske en portion lakserilette eller lignende, så vi ikke bare skal spise os mætte i æbler og bacon. Rugbrød til aften er for øvrigt en fredagsklassiker, som jeg har med hjemmefra – hver fredag blev der indkøbt lækkert pålæg hos slagteren eller delikatessen og så fik vi te og en sodavand hver. Den hyggeligste start på weekenden.

Lørdag – Lørdag skal vi have lækre rodfrugtpizzaer med rød pesto, lufttørret skinke og frisk rucola salat. Bunden i pizzaerne laves af strimlede rodfrugter, æg og ost, som bages i ovnen og toppingen kan man jo sammensætte, som man har lyst, men kombinationen af pesto og lufttørret skinke er virkelig lækker.

Søndag – Resterne fra onsdag bliver brugt som fyld i et par store bagte kartofler med chili con carne – en af favoritterne til chili-rester, selvom det også smager skønt at bruge chilien i madpandekager, som gratineres i ovnen og serveres med salat.

 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)