På denne her tid af året, hvor æbler, pærer og blommer nærmest sidder på spring på grenene og bare venter på at dumpe ned i græsset, så er det jo oplagt at bage kager med nogle af de mange, lækre frugter. Og én af de rigtig nemme kager, som kan laves på ganske kort tid, når kagetrangen melder sig, er denne her skønne pærekage med makroner.

Se også – Bagte pærer med honning I Nem pæretærte I Blommekage

Nem opskrift på pærekage med makroner.

Kombinationen af saftige pærestykker og knasende sprøde makroner går ualmindeligt godt sammen. Især hvis kagen serveres med en klat syrlig creme fraiche til, hvilket jeg foretrækker. Måske lige rørt med en smule vanilje og et nip sukker. Men både flødeskum og vaniljeis er bestemt også lækkert.

Præcis som med så mange andre bagte kager med frugt, så er pærekage med makroner ikke en decideret smuk kage. Men den tager til gengæld så rigeligt stikket hjem på velsmag og hygge. En rigtig efterårskage, som er perfekt at spise i store stykker. Gerne med varm te eller kaffe i krusene og tændte stearinlys.

Tip! Se også mine bedste tips til variationer af kagen under opskriften. 

Pærekage med makroner
Print opskrift Pin opskrift
5 fra 1 stemme

Pærekage med makroner

Bagetid1 t
Samlet tid1 t 15 min
Antal: 10 stk

Ingredienser

  • 3 modne pærer (pærer fra dåse kan også bruges)
  • 5 æggehvider
  • 50 gr sukker
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 125 gr smeltet smør
  • 50 gr hvedemel
  • 250 gr makroner (knuste)
  • evt. perlesukker til pynt

Fremgangsmåde

  • Skræl evt. pærerne og skær dem i mundrette stykker.
  • Kom æggehviderne i en skål og pisk til de er helt stive.
  • Tilsæt herefter sukker og vaniljesukker og pisk igen til en blød og luftig marengsmasse.
  • I en anden skål blandes smeltet smør, hvedemel og knuste makroner.
  • Makroner knuses nemmest ved at komme dem i en stor frysepose og køre en kagerulle et par gange over posen.
  • Hæld marengsmasse og pærestykker i makrondejen og vend det forsigtigt sammen, så luften ikke slås ud af marengsmassen.
  • Fordel dejen i en smurt springform (ca. 22 cm i diameter) evt. foret med bagepapir i bunden. Pynt evt. med lidt perlesukker på toppen.
  • Bag kagen ved 160 °C (alm ovnfunktion) i ca. 60 minutter, indtil den er gylden og gennembagt.
  • Afkøl kagen og server den lun med creme fraiche, flødeskum eller is.
  • Kagen er bedst, når den er relativt nybagt. Bliver der rester, kan de dog sagtens gemmes til dagen efter. Kagen kan desuden fryses.

Tips til variationer af pærekagen.

En pærekage med makroner kan sagtens bages med andre slags frugt. Så hvis ikke man har lyst til pærer, så kan de nemt udskiftes med æbler eller blommer, som også er i sæson om efteråret. Om sommeren kan man bruge ferskner, abrikoser eller nektariner. Og det smager også skønt med rabarber, når de er i sæson i forsommeren.

Jeg bruger lidt vaniljesukker i kagedejen, men man kan selvfølgelig variere krydderierne. Det kommer lidt an på, hvilke former for frugt, man har valgt at bruge. Vanilje er fx lækkert til såvel pærer som ferskner, abrikoser og lignende, imens der godt må bruges lidt mere “varme” krydderier til en æblekage. Der supplerer jeg gerne med stødt kanel og evt. en smule kardemomme, nellike eller allehånde, som er skønne efterårskrydderier.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)