Jeg har altid elsket kiks og især småkager. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg synes, at der er noget usædvanlig hyggeligt ved at have et par dåser med småkager stående i skabet og endnu hyggeligere er det da, at kunne sætte en skål med lidt forskelligt hjemmebag på bordet om aftenen – enten til os selv eller hvis der lige dumper et par gæster forbi til en kop kaffe eller et krus te.
Det sker i grunden ikke så tit – måske lige med undtagelse af december måned, hvor der produceres småkager i lange baner – men når jeg engang imellem bager småkager, så har jeg selvfølgelig mine klare favoritter, blandt andet disse her skønne hjemmebagte bastogne, sprøde ingefærsmåkager og chokoladespecier med hasselnødder. Dog er der altid plads til fornyelse og blandt mine “nye” favoritter er de her lækre choko-orange småkager, som jeg har fundet inspiration til inde hos Bagenørden. De både dufter og smager fuldstændig som chokolade-orangegrene fra Toms og så er de bare noget af det nemmeste at lave.
Dejen kan måske virke lidt tør og smuldrende til at starte med, men det er udelukkende et spørgsmål om at ælte den i et par minutter, så varmen fra hænderne kan blødgøre ingredienserne – derefter skal dejen nok samle sig og blive fin. Efterfølgende er det bare at trille dejen til tre pølser, som lægges på en bageplade og trykkes let flade med fingrene, inden de bages og skæres ud i skrå snitter – nemmere kan det da næsten ikke blive.
Kagerne bliver sprøde udenpå og sådan let seje og “chewy” i midten. Hvis man ønsker en småkage, som er sprød hele vejen igennem, så kan jeg anbefale, at give kagerne et par minutter ekstra i ovnen, når de er skåret ud i snitter, hvilket jeg også har nævnt i opskriften herunder.
Kagerne kan holde sig i op til en måned i en lufttæt dåse – det kan de fleste småkager – men ofte er de jo spist længe inden da. Det er de i hvert fald herhjemme, hvor jeg som sagt ynder at sætte en lille skålfuld på bordet om aftenen. Det behøver ikke være voldsomt mange – bare lige en 6-7 stykker i en fin skål. Der er altså bare noget ved at krølle sig sammen under et tæppe i sofaen og nyde aftenen med lidt sødt, en kop dampende varm te og måske et par tændte stearinlys og en god bog. Efterårshygge så det basker.
Choko-orange småkager
35-40 stk.
75 gr blødt smør
85 gr sukker
50 gr brun farin
4 spsk sirup
3 spsk kakaopulver
1 tsk natron
revet skal af 1 økologisk appelsin – evt også 3-4 spsk appelsinsaft, hvis dejen er svær at samle
200 gr hvedemel
perlesukker
Kom alle ingredienserne, undtagen perlesukker, i en skål og saml dejen – den kan godt være lidt tør, men det hjælper efter nogle minutters æltning med hænderne. Er dejen meget svær at samle, så tilsæt lidt appelsinsaft. Tril dejen til 3 pølser på tykkelse med en mellemstor gulerod og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Tryk pølserne til let flade stænger – de flyder ud under bagningen så sørg for, at de ikke ligger for tæt. Fugt stængerne med lidt vand, drys med perlesukker og bag ved 175 grader (ikke varmluft) i ca. 15 minutter – dejen hæver først op og falder så sammen igen. Skær hurtigt de lune stænger i snitter med en skarp kniv og lad dem afkøle på bageristen. Opbevar i en lufttæt beholder.
Note. Småkagerne bliver sprøde udenpå og let seje i midten. Ønsker man helt sprøde småkager, kan man med fordel bage dem i yderligere 5 minutter, til de bliver sprøde i midten, når de er skåret ud i snitter.
Super lækre. Jeg kom en lille smule flydende becel i for at kunne samle dejen. Det samme med bastogne kagerne. Har vist to nye yndlingskager nu.
Tak for alle de lækre opskrifter. Glædelig jul
Mange hilsner Gitte
Gitte – Tak for dit gode fif, som hermed er givet videre til bloggens læsere. Så skulle processen med den smuldrende choko-orange småkage dej forhåbentligt blive lettet en smule 😀
Netop afprøvet, dog uden appelsin. Var lidt træt af dejen som var svær at rulle- men de smager dejligt?
Anja – Du har ret i, at det kræver lidt tålmodighed at samle dejen – jeg har givet et par små fif i opskriften, blandt kan man bruge lidt ekstra sirup og appelsin havde nok også hjulpet med at tilføre lidt fugt, men jeg synes, at kagerne er så lækre, at jeg helt glemmer bøvlet, når de er færdige 😉
Bliver nok også konklusionen. Har tilsat ekstra sirup, men er ikke så vild med appelsinsmagen. Under processen lovede jeg mig selv ikke at bage dem igen, men børnene er så begejstrede at jeg nok må genoverveje det?
Anja – Haha, ja sådan kan det jo gå. En af mine læsere skrev, at hun havde tilsat lidt flydende becel og det havde hjulpet, så måske lidt ekstra fedtstof er vejen frem 😀