Danskerne er storforbrugere af hakket kød og i rigtig mange hjem serveres der med jævne mellemrum spaghetti med kødsauce.  Herhjemme er vi også rigtig gode til at bruge hakket kød i madlavningen, men i stedet for den klassiske spaghetti bolognaise, er det nok lidt oftere en portion spaghetti med kødboller, som står på bordet. Ikke fordi, at vi ikke bryder os om bolognaise. Personligt er jeg bare ret vild med en lækker tomatsauce og så er der er altså også noget lidt hyggeligt over de små kødboller.

Jeg bruger hakket oksekød til mine kødboller, men selvfølgelig kan man bruge en blanding af oksekød og svinekød, ligesom det også smager godt at lave kødbollerne på hakket kyllingekød. Det tager selvfølgelig lidt tid at trille de små kødboller, men det er absolut til at overskue og har man børn, så kan de jo passende trille kødbollerne, imens tomatsaucen simrer på komfuret. Måske især et hit hos mindre børn, der gerne vil være med til at lave mad, selvom det indimellem kan være lidt begrænset, hvad man kan sætte dem til. Selv triller jeg kødbollerne til kugler på størrelse med små valnødder – det tager måske 5-7 minutter, men det er faktisk ret hyggeligt og blot endnu en af de små ting i køkkenet, som jeg glæder mig over. Madlavning er virkelig afslapning for mig.

Vi arrangerer gerne spaghettien og kødbollerne i 2 dybe tallerkner, men er man mere end to personer, kan man med fordel anrette pastaen i en stor (eventuelt opvarmet) skål og pynte med revet parmesan og frisk basilikum på toppen. Server en kurv med lunt hvidløgsbrød eller lignende kuvertbrød ved siden af og så er der ellers let og lækker aftensmad i bedste Lady og Vagabonden stil, som både kan serveres til hverdag og fest for såvel store som små gæster.

Spaghetti med kødboller

Samlet tid1 t
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 spsk olie
  • 1 løg (hakket)
  • 2 fed hvidløg (hakkede)
  • 2 tsk tørret oregano
  • ½ liter passata tomater (blendede tomater)
  • 1 ds hakkede tomater
  • 1 dl mælk
  • 4 dl vand (erstat evt. lidt vand med rødvin)
  • 1 tsk sukker

Kødboller

  • 450 gr hakket oksekød
  • 1 fed hvidløg (presset)
  • 1 tsk tørret oregano
  • 1 æg
  • 2 spsk hvedemel
  • salt og peber
  • 500 gr tørret spaghetti

Fremgangsmåde

  • Opvarm olien i en stor gryde og sauter løg og hvidløg heri, til de bliver klare.
  • Tilsæt oregano, passata tomater, hakkede tomater, mælk, vand og sukker. Bring saucen i kog og lad den simre i ca. 15 minutter.
  • Imens blandes hakket oksekød, presset hvidløg, oregano, æg, hvedemel, salt og peber til en sammenhængende fars. Tril farsen til kødboller på størrelse med en lille valnød og læg dem på en tallerken.
  • Når saucen har simret i ca. 15 minutter, dumpes kødbollerne i – husk, at der ikke må røres i gryden de første 10 minutter efter at kødbollerne er kommet i, ellers kan de gå i stykker.
  • Lad saucen simre under låg i 30-40 minutter til saucen er kogt ind og er tyk og lækker. Smag til med salt og peber og evt. lidt mere sukker.
  • Kog spaghettien efter anvisning på pakken og lad den afdryppe i en sigte. Vend derefter pastaen sammen med sauce og kødboller og server i dybe tallerkner, evt. med et drys friskrevet parmesan på toppen.

Noter

Passata tomater er blendede tomater, som findes på flaske eller karton. De står sammen med de øvrige tomatprodukter i de fleste supermarkeder. Kan man ikke skaffe passata tomater, så kan de sagtens erstattes med almindelige hakkede tomater på dåse. Blend evt. de hakkede tomater kort med stavblenderen inden brug. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)