Jeg ved ikke rigtigt, hvad det er med chocolate chip cookies. Det er som om, at de er bare en lille bitte smule bedre end alle mulige andre småkager. Store, gyldne og sprøde cookies med chokolade, nødder eller tranebær – det er næsten ligegyldigt – det bringer altså bare glæden frem. Især hvis de bliver serveret sammen med en god kop te eller et glas mælk. Uhhh jeg husker stadig den første gang, jeg spiste lune, nybagte cookies med et glas kold mælk til.

De bedste cookies med chokolade.

Her til morgen kom jeg frem til, at det er alt for længe siden, jeg sidst har bagt cookies. Jeg har en del gode opskrifter på cookies, men lige præcis de her chocolate chip cookies hører til blandt mine absolutte favorit cookies. De er store (meget vigtigt, men størrelsen bestemmer man jo selv) og de er sprøde. Og så har de en skøn smag af vanilje, brun farin og chokoladestykker, men som med alle andre opskrifter på cookies, så er “fyldet” blot vejledende.

Mørk chokolade kan udskiftes med lys eller hvid. Der kan også tilsættes hakkede nødder (hasselnødder, mandler, valnødder, osv), hvilket jeg skal prøve næste gang. Chokoladen kan erstattes eller suppleres med rosiner, tørrede tranebær, hvilket passer godt sammen. Og endelig kan der bruges M&M’s, grofthakkede heksehyl, Dumlekarameller, Daim eller hvad man nu kan finde på. Det er kun fantasien, der sætter grænser og kagerne bliver så gode.

Sprøde eller chewy cookies.

Som med så mange andre kager – cupcakes, muffins, donuts osv – så er cookies meget populære i USA. Og derfra har de så efterhånden bredt sig til Danmark. De amerikanske cookies er ofte helt bløde, hvilket jeg må jeg indrømme, at jeg ikke helt kan følge. Jeg vil have sprøde cookies. Og selvom de godt må være lidt chewy og bløde i midten, så skal de som minimum være knasende sprøde i kanten. Køber man cookies i en amerikansk bagerforretning, så smager de ofte som om, de har ligget i en kagedåse, hvor man har glemt at sætte låget på. Og det har de som regel også – de har i hvert fald ligget i en udstillingsmontre.

De her cookies bliver dejligt sprøde udenpå og en smule chewy og seje i midten. Lige som jeg bedst kan lide dem. Og så har de en rigtig god smag af brun farin, vanilje og chokolade. Foretrækker man cookies som er sprøde og bare en smule seje i midten, så følger man bagetiden i opskriften herunder. Vil man derimod hellere have cookies, som er lidt mere bløde, så forkorter man bagetiden med et par minutter. Og skal kagerne være helt knasende sprøde, så kan man give dem lidt ekstra lang tid. Man kan for også øvrigt lave dejen i forvejen og fryse den ned – se tips og vejledning under opskriften.

Andre lækre cookies >> Müslicookies I Chokoladecookies I Cookies med chokolade og marshmallows

Cookies med chokolade
Print opskrift Pin opskrift
0 fra 0 stemmer

Cookies med chokolade

Hvile- og bagetid50 min
Samlet tid1 t 5 min
Antal: 15 stk
Forfatter: Anne-Kathrine Schelde

Ingredienser

  • 125 gr sukker
  • 125 gr brun farin
  • 140 gr blødt smør
  • 1 æg
  • 2 tsk vaniljesukker
  • ½ tsk salt
  • 1 tsk bagepulver
  • ½ tsk natron
  • 250 gr hvedemel
  • 100 gr mørk chokolade (grofthakket)

Fremgangsmåde

  • Sukker, brun farin, smør og æg kommes i en skål og piskes luftigt.
  • Vaniljesukker, salt, bagepulver, natron og hvedemel sigtes sammen og vendes i dejen sammen med hakket chokolade. 
  • Sæt evt. dejen på køl i ca 30 minutter, hvis den er for blød at arbejde med.
  • Tril dejen til 15-18 kugler på størrelse med små golfbolde. Læg kuglerne med lidt afstand på 2 bageplader beklædt med bagepapir. De flyder en del ud under bagningen, så jeg lægger max 9 cookies på en plade.
  • Bag kagerne ved 175 °C (varmluft) i ca. 15-18 minutter, til de er gennembagte og sprøde.
  • Lad kagerne køle af på ovnristen og opbevar dem i en lufttæt beholder.

Noter

Mørk chokolade kan erstattes af mælkechokolade eller hvid chokolade. Man kan også bruge en blanding. Kagerne kan desuden tilsættes grofthakkede nødder eller mandler. 

Frys dejen ned.

De fleste former for cookiedej kan fryses ned. Derfor kan man lige så godt lave en ordentlig portion, når man alligevel er i gang. Dejen trilles først til kugler som beskrevet i opskriften. Dejkuglerne lægges på et skærebræt beklædt med bagepapir og sættes i fryseren, indtil de er helt frosne. Når kuglerne er frosne, er det nemt at komme dem i en bøtte med låg (evt. lagvist med bagepapir imellem) og lægge dem tilbage i fryseren. På den måde fylder de frosne småkagekugler hverken for meget eller begynder at klistre sammen.

Når trangen til sprøde, nybagte cookies så melder sig, er det nemt lige at hive et passende antal kugler op fra bøtten i fryseren. Kuglerne lægges med god afstand på en bageplade beklædt med bagepapir og optøs i ca 30 minutter. Herefter er det blot at følge opskriften mht. bagningen. Så kan man se frem til hjemmebagte cookies, som er helt perfekte, med et minimum af arbejdsindsats.

Og er man nu typen, der er vild med cookies dough is, bestående af vanilje- eller chokoladeis blandet sammen med stykker af rå småkagedej, så kan man også sagtens skære et par kugler småkagedej i stykker og blande dem med en god, hjemmelavet is.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)