Cookies med chokolade (chocolate chip cookies).

13 kommentarer
Ideer til studentermad, Småkager og Cookies
Gå direkte til opskriften

Jeg ved ikke rigtigt, hvad det er med chocolate chip cookies. Det er som om, at de er bare en lille bitte smule bedre end alle mulige andre småkager. Store, gyldne og sprøde cookies med chokolade, nødder eller tranebær – det er næsten ligegyldigt – det bringer altså bare glæden frem. Især hvis de bliver serveret sammen med en god kop te eller et glas mælk.

Se også – Cookies med daim I Chokolade cookies I Småkager med chokolade

Cookies med chokolade opskrift.

Jeg synes selv, at jeg har en del gode opskrifter på cookies. Men lige præcis de her chocolate chip cookies hører til blandt mine favoritter. De er store (jeg synes, at cookies skal være store) og de er sprøde. Og så har de en skøn smag af vanilje, brun farin og chokolade. Men som med alle andre cookie opskrifter, så er “fyldet” blot vejledende.

Kagerne bliver dejligt sprøde udenpå og en smule chewy og seje i midten. Lige som jeg bedst kan lide dem. Vil man derimod hellere have cookies, som er lidt mere bløde, så forkorter man bagetiden i opskriften herunder med et par minutter. Og skal kagerne være helt knasende sprøde, så kan man give dem et par minutter ekstra. Man kan for øvrigt også lave dejen i forvejen og fryse den ned. Det har jeg beskrevet nærmere under opskriften.

Tip! Se mine bedste tips og tricks under opskriften. 

5 fra 3 stemmer

Cookies med chokolade

Hvile- og bagetid50 min
Samlet tid1 t 10 min
Antal: 15 stk

Ingredienser

  • 125 gr sukker
  • 125 gr brun farin
  • 140 gr blødt smør
  • 1 æg
  • 2 tsk vaniljesukker
  • ½ tsk salt
  • 1 tsk bagepulver
  • ½ tsk natron
  • 250 gr hvedemel
  • 100 gr mørk chokolade (hakket)

Fremgangsmåde

  • Sukker, brun farin, smør og æg kommes i en skål og piskes luftigt.
  • Vaniljesukker, salt, bagepulver, natron og hvedemel sigtes sammen og vendes i dejen sammen med hakket chokolade. 
  • Sæt dejen på køl i ca 30 minutter.
  • Tril dejen til 15-18 kugler på størrelse med små golfbolde.
  • Læg kuglerne med afstand på 2 bageplader beklædt med bagepapir. De flyder en del ud under bagningen, så jeg lægger max 9 cookies på en plade.
  • Bag kagerne ved 175 °C (varmluft) i 15-18 minutter, indtil de er gennembagte og sprøde.
  • Lad kagerne køle af på ovnristen og opbevar dem i en lufttæt beholder.
  • Kagerne har en holdbarhed på 3-4 uger i en lufttæt dåse. De er ikke fryseegnede. Til gengæld kan man fryse den rå kagedej.

Tips til opskriften.

  • Mørk chokolade kan udskiftes med lys eller hvid. Der kan også tilsættes hakkede nødder (hasselnødder, mandler, valnødder, osv). Chokoladen kan erstattes eller suppleres med rosiner eller tørrede tranebær, hvilket passer godt sammen. Endelig kan der bruges M&M’s, grofthakkede heksehyl, Dumle karameller, Daim eller hvad man nu kan finde på. Det er kun fantasien, der sætter grænser, og kagerne bliver så gode.
  • Er man vild med cookies dough is bestående af vanilje- eller chokoladeis blandet med stykker af rå småkagedej, så kan man sagtens gemme en smule af småkagedejen og blande den i en god, hjemmelavet is.

Frys dejen ned.

De fleste former for cookiedej kan fryses ned. Derfor kan man lige så godt lave en ordentlig portion, når man alligevel er i gang. Dejen trilles først til kugler som beskrevet i opskriften. Kuglerne lægges på et skærebræt beklædt med bagepapir og sættes i fryseren, indtil de er helt frosne. Herefter er det nemt at komme dem i en bøtte med låg (evt. lagvist med bagepapir imellem) og lægge dem tilbage i fryseren.

Når trangen til sprøde, nybagte cookies så melder sig, er det nemt lige at hive et passende antal kugler op fra bøtten i fryseren. Kuglerne lægges med god afstand på en bageplade beklædt med bagepapir og optøs i ca 30 minutter. Herefter er det blot at følge opskriften mht. bagningen. Og så er der lækre, nybagte cookies med et minimum af arbejdsindsats.

13 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Hendrika
6 år siden

Skal man ikke tilføje lidt syrlig fordi cookies smager bitter hvis man bruger natron uden!?!?

Hendrika
6 år siden

Jeg har lige læst at brun farin er også ok til at foregå at cookies smager bitter. Se lige her: http://www.oetker.dk/dk-da/vores-produkter/alt-til-bagning/bageingredienser/haevemidler/natron.html og her: http://oureverydaylife.com/ingredients-counteract-bitter-taste-baking-soda-42490.html Men nu skal jeg bage den efter din opskrift!!!

Lene Thomsen
2 år siden
Svar  Hendrika

Hej, vi har lige bagt dine cookies og det er de bedste jeg nogensinde har smagt de er så mega gode!😃👍🏻
Dem skal vi i vært fald bage flere af!

Hilsen Lærke😋🍪
(Lenes datter)

Bibber
4 år siden

Gode cookies!
Et surt opstød dog, hvor er det irriterende med alle de annoncer der er på din blog. Øv ☹️

Annika Vevest
2 år siden

Det er bedste cookies jeg har bagt 👍🏼 Og dejen er så nem, man kan rent faktisk ruller kugler af dejen. Jeg puttede hakket daim i, det er et hit herhjemme 😁

Willer
2 år siden

5 stars
For den da GUF

Freja
1 år siden

Skal man fryse dejen ned inden man bager dem?

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)