Dette her er endnu en opskrift, som nærmest er skrevet ned midt om natten, for præcis ligesom i dette her indlæg, omhandlende pasta i fad med kylling, broccoli og mornaysauce fra sidste mandag, så sad jeg endnu engang her i morges klokken meget tidligt og skrev. I sidste uge var det mine forældre og denne gang var det så Morten, som skulle køres til lufthavnen klokken 4.30, så han kunne flyve mod London klokken 6, og når man kommer hjem efter sådan en tur, så kan det bare ikke rigtigt svare sig at gå i seng igen. Derfor valgte jeg i stedet af bænke mig ved computeren med varm te og tændte stearinlys og så kunne jeg ellers sidde og holde øje med, at der gradvist blev tændt flere og flere lys i husene omkring mig, ligesom der også langsomt kom flere biler på gaden. Faktisk en vældig hyggelig start på dagen.

Men for nu at komme tilbage til det oprindelige emne for dette her indlæg – nemlig dhal med linser, kartofler og blomkål – så er indisk mad faktisk ikke noget, vi gør det så frygteligt meget i her i huset – bortset fra take away, og det er egentlig en skam, for det smager virkelig godt. Der er rigtig mange indere, der er vegetarer og det har selvfølgelig smittet af på deres madkultur, hvor der i dén grad er smæk på krydderierne og fokus på grønsager og bælgfrugter som hovedbestanddel af måltidet i stedet for bare som tilbehør.

Denne her dhal er ingen undtagelse – den er vegetarisk og består hovedsageligt af røde linser, kartofler og blomkål og så er den smagt til med masser af hvidløg, karry, spidskommen og chili, så hvad den måske ikke lige har i udseende, kan den så til gengæld byde ind med i form af velsmag og varme. En perfekt ret på en råkold efterårs- eller vinterdag. Der findes for øvrigt hundredevis af opskrifter på dhal og jeg tror, at hver enkelt, indisk familie har sin egen helt rigtige opskrift på dhal, ligesom hver eneste italienske husmor har sin helt egen opskrift på bolognaise.

 

 

Vi spiste vores dhal som hovedret og ved siden af serverede jeg hjemmebagte naan brød og raita, som er en kold yoghurtdip med mynte og agurk – opskrift på både naan brød og raita skal nok komme en af de nærmeste dage. En virkelig nem og lækker vegetarret, hvor ingen af os manglede kødet. Dippen fungerer som et kølende element i mange af de ret stærke, indiske retter, men selvfølgelig er man til en vis grad selv herre over styrken i maden. Jeg synes ikke, at nedenstående opskrift er specielt stærk, men man kan jo prøve sig frem og så tilsætte karry og chili lidt ad gangen.

Dhal med linser, kartofler og blomkål.

2-3 pers.

1 spsk olie

2 fed hvidløg, finthakkede

1 løg, hakket

2-3 tsk karry

½ tsk spidskommen

½ tsk chilipulver – eller efter smag

2 store tomater, hakkede

150 gr røde linser

250 gr kartofler

5-6 dl vand

150 gr blomkål i små buketter

salt og peber

Start med at skylle linserne og lad dem afdryppe i en sigte. Opvarm olien og svits hvidløg og løg heri. Tilsæt krydderier og rør godt rundt. Tilsæt hakkede tomater, afdryppede linser og kartofler og sauter et par minutter, hæld herefter vand i gryden, læg låg på og bring gryden i kog. Lad retten snurre i ca. 25 minutter, til kartoflerne er kogt ud og linserne er møre – rør rundt et par gange undervejs. Tilsæt evt. lidt ekstra vand, hvis konsistensen bliver for tyk. De sidste 5 minutter af kogetiden tilsættes blomkål i små buketter og der smages til med salt, peber og evt. lidt ekstra karry. Server med brød og yoghurt naturel, raita eller creme fraiche.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)