Som nogle af Jer måske kan huske, så var det min fødselsdag i går og i den anledning bevilligede jeg også lige mig selv en fridag fra bloggen. Dagen startede på bedste vis og jeg blev vækkes med både morgensang og morgenbord, dejlige gaver og masser af hygge. I går aftes var vi så ude at spise og en tur i teatret med min familie – alt i alt en super dejlig fødselsdag.

I dag har jeg til gengæld helt anderledes travlt, for hele min familie kommer til fødselsdagsfejring i aften og de skal selvfølgelig forkæles med noget lækkert at spise og drikke. Derfor har jeg været i køkkenet det meste af formiddagen og nu er jeg så småt ved at være klar til, at de alle sammen kommer myldrende ved 18-tiden. Menuen står på små frikadeller, broccolisalat, lun leverpostej med bacon og champignons, min mors lækre paté med cornichoner, tærter med porrer, kylling og bacon og små wraps med friskost, lufttørret skinke og krydderurter. Desuden er der friskbagt rugbrød og franskbrød. Bagefter skal vi have et ordentligt ostebord med forskellige slags kiks og brød, chokolade og så et par pæretærter med vanillerørt creme fraiche, som jeg netop har taget ud af ovnen.

Opskriften på pæretærterne er ret simpel og den er efterhånden blevet min all round opskrift til diverse frugttærter – den smager virkelig dejligt og er altid populær. Desuden er det jo en kæmpe fordel, at den er så nem at lave, når man står med så meget mad, som jeg gør i dag. Kagerne kan sagtens lunes inden servering og alt efter smag og behag, kan de serveres med is eller flødeskum i stedet for creme fraiche.

Jeg er sikker på, at de her skønne basser med pærer nok skal gøre lykke i aften og ser allerede frem til at smække benene op og bare hygge mig med alle mine gæster, drikke et par glas rødvin og så ellers nyde et lækkert stykke kage med en god kop kaffe eller te ved siden af.

Pæretærte

Samlet tid45 min
Antal: 5 personer

Ingredienser

  • 2 æg
  • 150 gr sukker
  • 1 tsk vanillesukker
  • 125 gr hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 4 modne pærer (skrællede)
  • evt. perlesukker og hakkede mandler til pynt

Fremgangsmåde

  • Pisk æg, sukker og vanillesukker til en luftig æggesnaps. Tilsæt hvedemel og bagepulver og vend forsigtigt dejen sammen. Fordel dejen i en springform foret med bagepapir i bunden. 
    Skær de skrællede pærer i tynde både og placer bådene i et fint mønster ovenpå dejen. Pres herefter pærestykkerne let ned i dejen. Drys med perlesukker og hakkede mandler/nødder og bag tærten ved 175 grader varmluft i 30-35 minutter, til kagen er gylden og gennembagt. Server gerne lun med is, flødeskum eller vanillerørt creme fraiche.

Noter

Kan man ikke skaffe modne pærer, kan man sagtens bruge pærer fra dåse.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)