Nøj, hvor har jeg bare glædet mig til at skrive dette her indlæg. Faktisk kunne jeg slet ikke vente, så selvom jeg normalt tager en fridag fra bloggen om lørdagen, så var jeg altså nødt til allerede i dag at dele opskriften på de mest nuttede, fyldte peberfrugter, jeg nogensinde har lavet. Det drejer sig nemlig om peberfrugter, der er skåret ud så de ligner græskarlygter og hvis ikke det er perfekt mad i denne her weekend, så ved jeg snart ikke.

Selve ideen med at skære ansigt i en peberfrugt har jeg fået hos amerikanske madbloggere, men opskriften på de fyldte peberfrugter er min egen “sædvanlige” og derfor kan man selvfølgelig også bruge sin egen favorit opskrift på fyldte peberfrugter. Man skal dog sørge for, at fyldet ikke bliver alt for vådt, for så kan det løbe ud af både øjne, næse og mund på de fine små “græskar”. Sørg desuden for, at peberfrugterne ikke får alt for meget varme i ovnen, så de begynder at tage farve og mister den fine, orange kulør – jeg bagte mine peberfrugter ved 180 grader og det fungerede helt fint, men jeg tror ikke, at der skal meget mere knald på temperaturen.

fyldte peberfrugter

Jeg serverede peberfrugterne med blandet salat ved siden af og så fik vi brød til. Der er jo ris i selve fyldet, så jeg syntes ikke, at det var nødvendigt med yderligere tilbehør og vi blev da også helt fint mætte – faktisk kunne vi kun spise en enkelt peberfrugt hver, men de peberfrugter jeg havde fået fat i var også ret store.

Ønsker man at tilføje yderligere grønsager til fyldet, så kunne jeg forestille mig, at både revet gulerod og majs kunne være en mulighed, men nu skal man jo heller ikke glemme, at der også ligger masser af peberfrugt på tallerkenen. Alt i alt en fantastisk middag, som vi voksne også sagtens kunne se charmen i og jeg er helt sikker på, at peberfrugterne vil vække endnu større begejstring, hvis der også er børn til stede.

Fyldte peberfrugter i halloween humør

Samlet tid1 t
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 4 store orange peberfrugter
  • dl rå ris
  • 1 spsk olie
  • 1 løg (hakket)
  • 2 fed hvidløg (hakket)
  • 450 gr hakket oksekød
  • 2 tsk paprika
  • 1 tsk stødt spidskommen
  • 1 ds hakkede tomater
  • 1 dl vand
  • salt og peber
  • 100 gr revet ost (fx mozzarella)

Fremgangsmåde

  • Skær toppen af peberfrugterne og fjern forsigtigt kernerne. Skær derefter trekanter til øjne og næse og en glad mund i hver peberfrugt. Kog risene efter anvisning på pakken og stil dem til side.
    Varm olien op i en gryde og svits løg og hvidløg heri. Tilsæt kødet og brun det godt. Rør krydderierne i kødet og tilsæt tomaterne – skyld dåsen ren med vandet og hæld tomatvandet i gryden. Lad kødsaucen simre i ca. 10 minutter og smag til med salt og peber. Hæld den kogte ris i kødsaucen og rør godt rundt. 
    Fordel fyldet i de udhulede peberfrugter, læg en portion revet ost på toppen af hver og sæt peberfrugt-låget øverst. Sæt de fyldte peberfrugter i et ovnfast fad og bag dem ved 180 grader (varmluft) i ca. 20-30 minutter eller til peberfrugten er lige netop mør. Server de fyldte peberfrugter med salat og brød.

Noter

Pas på med at give peberfrugterne for lang tid i ovnen. De skal kun lige være møre og lækre - ellers risikerer man, at de bliver bløde og klasker sammen og så er det svært at se de fine udskæringer. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)