Tidligere kaldte man efterårsferien for “kartoffelferie” og den “ferie” kunne skolebørnene rundt omkring på gårdene så passende bruge på at hjælpe med kartoffelhøsten. Nu har vi ikke lige nogen kartofler, som vi skal have gravet op, men selvom det ikke er bevist, så har vi faktisk allerede fået spist en hel del flere kartofler, end vi plejer, i løbet af denne her uge. Måske fordi jeg pludselig er kommet i tanker om så mange, lækre efterårs- og vinterretter med kartofler, som vi ikke laver om sommeren, hvor de små nye kartofler er for fine og faste til at bruge til den slags.

Senest har vi fået denne her skønne kartoffelgratin med bacon, løg og ost – en ret, som jeg lavede meget for nogle år siden, men som efterfølgende forsvandt ud i glemslen. Sådan går det jo engang imellem med nogle madretter, når der er så mange ting, som man gerne vil prøve af i køkkenet og på det sidste er det nok især det her cremede kartoffelfad med forårsløg og ost og så selvfølgelig de sprøde knuste kartofler med rosmarin, som har ligget øverst på hitlisten.

Der er mange meninger om, hvordan en kartoffelgratin skal være og for de fleste opskrifter gælder det, at kartoflerne skal skrælles og skæres i tynde skiver, inden de placeres i et fad – med eller uden løg og bacon – overhældes med mælk eller fløde og bages møre i ovnen. Jeg må være ærlig og indrømme, at jeg synes, den version minder lidt for meget om de traditionelle flødestuvede/flødebagte kartofler og derfor foretrækker jeg denne her version, hvor kartofler og løg rives groft, inden de kommes i et fad og overhældes med mælk og fløde.

Muligvis minder resultatet så i stedet om en stor kartoffelrösti, men kartoffelgratinen smager altså helt fantastisk og bliver lækker og sprød på toppen. Jeg lavede en blandet salat og så havde vi et par frikadeller liggende i køleskabet, som vi spiste sammen med kartoffelgratinen, men man kan også sagtens servere kartoffelgratinen som selvstændig hovedret med salat til og helt droppe yderligere kødtilbehør.

Der er ingen tvivl om, det kan være hårdt arbejde at rive 800 gr kartofler på et rivejern. Det kan selvfølgelig lade sig gøre, men jeg vil alligevel til hver en tid foreslå, at man bruger en food processor eller lignende køkkenmaskine. Vær desuden opmærksom på, at kartofler bliver brune, når de får ilt. Præcis ligesom æbler og bananstykker bliver brune, hvis ikke de dryppes med lidt citronsaft. Man skal derfor ikke vente alt for længe med at få tingene blandet sammen og sat i ovnen, når først kartofler og løg er blevet revet.

Kartoffelgratin

Bagetid45 min
Samlet tid1 t
Antal: 4 personer (tilbehør)

Ingredienser

  • 1 pk bacon i tern
  • 800 gr kartofler
  • 1 løg (revet)
  • 75 gr revet ost (fx mozzarella)
  • 1 nip stødt muskat (kan erstattes af paprika el. chilipulver)
  • 1 dl mælk
  • ½ dl madlavningsfløde
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Brun baconternene godt på en pande og stil dem til side.
  • Skræl kartoflerne og riv dem – eksempelvis på en food processor. Kom herefter de revne kartofler i en sigte og overhæld dem med koldt vand, til den værste stivelse er skyllet ud og vandet ikke længere bliver "hvidt".
  • Bland de revne kartofler og løg med 2/3 af osten, stegt bacon, muskat, salt og peber og fordel blandingen i et ildfast fad. 
  • Rør mælk og fløde sammen og hæld blandingen over kartoflerne i fadet. Fordel den sidste 1/3 af osten på toppen af fadet.
  • Bag kartoffelgratinen i 30-45 minutter ved 175 °C (varmluft), indtil toppen er gylden og sprød.

Noter

Bliver der rester, så kan kartoffelgratinen sagtens fryses. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)