Sådan en lækker og luftig citronkage med en tæt krumme og masser af hvid og sød-syrlig citronglasur på toppen hører til blandt mine yndlingsskærekager. Jeg synes, at det er noget så hyggeligt med en kage, som man kan skære solide og tykke skiver af og servere til en kop kaffe eller te og det var da også på en kaffebar i New York, at jeg første gang opdagede, eller genopdagede, citronkagen.

I mange år fyldte citronkagen nemlig ikke ret meget hos mig – måske en reaktion på de fabriksfremstillede citronmåner, som jeg husker fra min barndom – ikke fordi at jeg har fået serveret mange citronmåner, for jeg tror faktisk aldrig, at jeg har smagt dem, men jeg har endnu aldrig hørt nogen omtale den berømte kage i specielt rosende vendinger, ergo – jeg mente ikke, at citronkager var noget specielt lækkert.

Det blev der imidlertid lavet om på i New York, for amerikanerne har en forkærlighed for de berømte “pund til pund” skærekager. Udstillingsmontrerne i diverse bagerier, diners og coffee shops bugner simpelthen af friskbagte skærekager i tykke skiver og det var der, at mit blik faldt på en usædvanlig indbydende citronkage med masser af lækker glasur på toppen. Jeg var solgt på stedet og siden har jeg med jævne mellemrum bagt mine egne, skønne citronkager, som selvfølgelig serveres i lækre, tykke skiver.

Som jeg var inde på i mit indlæg med 15 skønne skærekager forleden dag, så skal en skærekage efter min definition være nem lige at røre sammen og bage og denne her citronkage er ingen undtagelse. Det tager ikke ret lang tid at måle de forskellige ingredienser af og røre dejen sammen og når kreationen er færdigbagt, dufter hele huset af hygge og hjemmebag – ikke de dårligste dufte at fylde huset med på en efterårsdag. Bliver det for syrligt med citroner, så kan man i stedet udskifte dem med appelsiner – både i dejen og i glasuren. De har en lidt mildere smag og mere sødme og en appelsinkage kan de fleste vist være med på.

Citronkage med citronglasur.

125 gr blødt smør

200 gr sukker

3 æg

1 tsk vanillepulver – 2 tsk vanillesukker kan også bruges

revet skal af en øko citron + saft af ½ citron – resten af saften gemmes til glasuren

1 tsk bagepulver

200 gr hvedemel

1 dl mælk

Glasur.

125 gr flormelis

1 spsk vand

2 spsk citronsaft

Smør, sukker og æg piskes sammen og vanille, citronskal og citronsaft tilsættes. Hvedemel og bagepulver blandes og røres i dejen sammen med mælken. Dejen fordeles i en smurt franskbrødsform/sandkageform og bages ved 175 grader (ikke varmluft) i ca. 1 time, til kagen er gennembagt og der ikke hænger dej ved et lille træspyd eller en kødnål, når det stikkes ned i midten af kagen. Lad kagen afkøle på bageristen.

Flormelis, vand og citronsaft røres sammen til en tyk, hvid glasur – måske skal der bruges lidt mere flormelis eller væde, for at få konsistensen helt rigtig, men den skal være ret tyk, så den ikke løber af kagen. Pynt med glasur, lad den størkne og server kagen. Den kan sagtens holde sig i flere dage, hvis bare den opbevares lufttæt.

Note. Jeg bruger en blanding af vand og citronsaft til glasuren, ellers synes jeg ganske enkelt, at det bliver for syrligt, men ønsker man en rigtig syrlig glasur, så kan man erstatte vand med citronsaft.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)