Jeg ved ikke rigtigt, hvad det er med cookies, men det er som om, at de er bare en lille bitte smule bedre end alle mulige andre helt almindelige småkager. Sådan en stor, gylden og sprød basse fyldt med nødder, tranebær eller chokolade – det er næsten ligegyldigt – det bringer altså bare glæden frem og især hvis den bliver serveret sammen med en god kop te eller et stort glas iskoldt mælk.

Her til morgen kom jeg frem til, at det er alt for længe siden, at jeg sidst har bagt cookies, så det fik jeg gjort noget ved i løbet af formiddagen, hvor jeg bagte en portion af de her lækre chocolate chip cookies og lige så snart jeg har postet dette her indlæg, så står den på hygge med varm te og en god bog i sofaen – glæder mig allerede. Mon ikke også, der bliver et par kager til overs, som vi kan spise i aften og måske også til i morgen aften, når vi skal se Bagedysten.

Som med så mange andre kager – cupcakes, muffins, donuts osv – så er cookies meget populære i USA og derfra har det i sin tid bredt sig til Danmark. De amerikanske cookies er ofte bløde og chewy i midten og det må jeg indrømme, at jeg ikke helt kan følge. Jeg vil have lækre og knasende sprøde cookies, der ikke smager som om de har ligget i en kagedåse, hvor man har glemt at sætte låget på. Derfor bliver de her skønne basser helt sprøde og med en skøn og lækker smag af brun farin, vanille og store chokoladestykker, men vil man gerne have dem lidt bløde i midten, så kan man give dem et par minutter mindre i ovnen.

 

 

Som med alle mulige andre opskrifter på cookies, så kan man sagtens lave en stor portion og så fryse dejen ned – enten hele portionen eller formet enkeltvist til kugler. Læg evt. først dejkuglerne på et skærebræt beklædt med bagepapir og sæt så hele herligheden i fryseren, indtil de er helt frosne – derefter er det nemt at komme dejkuglerne i en bøtte med låg og lægge dem i fryseren, uden at de fylder for meget eller kommer til at klistre sammen.

Chocolate chip cookies.

14-16 stk.

125 gr sukker

125 gr brun farin

140 gr smør

1 æg

2 tsk vanillesukker

½ tsk salt

1 tsk bagepulver

½ tsk natron

250 gr hvedemel

100 gr mørk chokolade, grofthakket

Sukker, brun farin, smør og æg kommes i en skål og piskes luftigt. I en anden skål blandes vanillesukker, salt, bagepulver, natron, hvedemel og hakket chokolade. Kom melblandingen i smør- og sukkerblandingen og vend det hele godt sammen. Pak dejen ind i et stykke film eller lignende, form det til en firkant og læg det på køl i ca. 30 minutter. Skær den afkølede dej i 14-16 lige store stykker, tril hvert stykke til en kugle og læg dem på 2 bageplader beklædt med bagepapir – de flyder ud under bagningen. Bag kagerne ved 175 grader varmluft i ca. 18-20 minutter, til de er gennembagte og sprøde. Lad kagerne køle af på ovnristen og opbevar dem i en lufttæt beholder.

Note. Kagerne hæver op og falder efterfølgende sammen i ovnen. Ønskes cookies, som er let seje og chewy i midten, så giv dem lidt kortere tid i ovnen og tag dem ud, inden de falder helt sammen.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)