I disse dage er jeg jo i London pga Mortens arbejde og jeg må sige, at selvom nogle måske synes, at vi starter lidt for tidligt med julerierne derhjemme, så er det intet imod, hvad de gør herovre. Her er de allerede længere fremme end noget af det, som jeg hidtil har set i butikkerne derhjemme og jeg må indrømme, at jeg virkelig er kommet i julestemning.

Jeg glæder mig derfor allerede rigtig meget til at komme hjem og gå i gang med alle de små, hyggelige før-juleprojekter, som man sagtens kan kaste sig over i november og jeg har foreløbigt lavet nedenstående liste. Faktisk kan man også sagtens lave dej til julesmåkagerne allerede nu og opbevare den i fryseren – så er de forskellige slags dej klar til store jule-kage-bagedag. Jeg har dog ikke medtaget opskrifter på julesmåkager herunder, men kig evt. her i min julekategori, hvor der findes masser af skønne juleopskrifter.

aebleskiver-med-citron-og-kardemomme-1024x680

Allerede i november synes jeg godt, at man kan finde æbleskivepanden frem og så småt tage fat på de hjemmebagte æbleskiver – en perfekt dessert på en mørk efterårsaften. Lige om lidt serveres der æbleskiver til stort set alle julearrangementer, så det er med at nyde dem, inden man når en naturlig grænse. Hvis man starter nu, kan man desuden tillade sig at eksperimentere lidt og eksempelvis prøve at lave æbleskiver med chokolade eller kakao i dejen eller æbleskiver med et twist af kanel og ellers så er de her klassiske, lækre og luftige æbleskiver med citron og kardemomme altså ret så dejlige.

hjemmelavet leverpostej

Skal der lækker, hjemmelavet leverpostej på julefrokostbordet, så kan jeg godt anbefale, at man laver den allerede nu. Den rå leverpostej kan sagtens opbevares i fryseren og bages direkte fra frost og hvis man laver den nu, så behøver leverpostejen ikke blive en stressfaktor i december, hvor mange af os gerne vil diske op med så mange hjemmelavede delikatesser som muligt, men slet ikke har tiden til det. Køb gerne både spæk og lever hakket hos slagteren – der kan man få nøjagtig den mængde, som man rent faktisk skal bruge og det forenkler processen væsentligt, når man ikke først skal have gang i kødhakkemaskinen.

havregrynskugler

Hjemmelavede havregrynskugler med kokos er en fast juletradition i mange familier og selvom man nok ikke ligefrem kan påstå, at det er svært at lave en portion “dej” til havregrynskugler, så kan man faktisk sagtens lave den i god tid og opbevare den i fryseren. Når så det bliver tid til “store konfekt dag” i familiens skød, så er det bare at finde marcipan, nougat, krymmel og chokolade frem og så ellers hive massen til havregrynskugler ud af fryseren og lade den tø kort, inden både store og små kan kaste sig over at trille små, fine kugler. Og kan man slet ikke vente, når først ingredienserne er blandet sammen, så kan man lave en lille portion havregrynskugler allerede nu og blot gemme den anden halvdel af massen i fryseren.

julekaffe

Allerede i starten af oktober, når det bliver koldere i vejret, begynder jeg at drikke julete og meget gerne julete i denne her hjemmelavede variant. Jeg elsker den lækre smag af varme krydderier og synes bestemt, at den passer til både efterår, jul og vinter. Efter jeg er begyndt at drikke cafe latte, har jeg også fået øjnene op for julekaffe, som kort fortalt er kaffe, som blandes med lidt forskellige slags julekrydderier – jeg foretrækker at drikke min julekaffe med mælk og laver den derfor om til en jule cafe latte, men det kan man jo selv bestemme. Den hjemmeblandede julekaffe er for øvrigt også fin at give væk som værtindegave.

honninghjerter

Skal der lækre, hjemmelavede honninghjerter, honningsnitter eller måske endda honningbomber med fyld af smørcreme og abrikos- eller orangemarmelade på bordet i løbet af december måned, så er det faktisk allerede nu, at der skal tænkes på dejen. Det allerbedste resultat får man nemlig, hvis dejen laves med en “fordej” og den for-dej bliver bedst, hvis den får lov til at hvile så længe som muligt – gerne helt op til en måned eller længere.

noedder-i-honning-1024x682

Valnødder i honning – og nødder i al almindelighed – er super lækkert på julefrokostbordet som supplement til de mange, skønne oste. Man kan købe nødderne i oste- og delikatesseforretningerne, men man kan også bare lave dem selv og komme dem på et fint glas. Tilsæt evt. lidt ekstra smag i form af revet citron- eller appelsinskal, rosmarin eller måske lidt chili til nødderne.

gløgg

Vi drikker rigtig meget gløgg i løbet af december, både hvid og rød gløgg, og det skal helst være af den hjemmelavede slags. Gløgg-ekstrakten, som blandes med vin og varmes forsigtigt op i en gryde, kan man sagtens lave allerede nu – den kan nemlig meget passende stå og trække i køleskabet.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)