Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Toscakage med marcipanbund…

16 kommentarer
Kager - Mine bedste opskrifter på kager., Nytårsopskrifter til årets nytårsmenu, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Jeg kender ikke nogen, som ikke bryder sig om toscakage – det skulle da lige være dem, som ikke bryder sig om mandler og nødder sådan helt generelt, men ellers så er det altså svært at stå for den lækre kage med den svampede marcipanbund og den knasende sprøde marcipantop. Jeg er i hvert fan og det er meget ofte en toscakage, som jeg ender ud med at vælge, hvis vi køber kager hos bageren.

Denne her toscakage, som vi skal nyde i aften, når vi skal se Den store Bagedyst, er nu ikke fra bageren, for den er helt igennem hjemmebagt og er næsten lige kommet ud af min egen ovn. Og selvom jeg i lang tid troede, at det var ret besværligt at lave toscakager selv og heller ikke var helt sikker på, om jeg nu kunne få karameltoppen sprød og lækker, så er jeg alligevel glad for, at jeg i sin tid tog mig sammen og kastede mig over projektet, for den hjemmebagte variant smager altså endnu bedre end bagerens.

Jeg har lavet nøddetoppen på en blanding af mandler og hasselnødder, som blev hakket groft. Man kan selvfølgelig sagtens nøjes med kun at bruge én slags nødder, eller man kan bruge mange flere, hvis man har en masse forskellige nødder liggende – det smager også virkelig godt at bruge pecannødder og smukke, grønne pistacier givet et fint farvespil. Jeg pynter den afkølede kage med lidt smeltet, mørk chokolade – det kommer bare lige i en sprøjtepose og så klipper jeg et lille hul og sprøjter tilfældige snirkler og kruseduller på toppen, men man kan også pensle kanten på kagen med chokolade hele vejen rundt, ligesom bageren gør.

Nedenstående opskrift giver ikke nogen kæmpe stor kage – jeg brugte min mindste springform og den er 18 cm. i diameter. Der bliver nok 4-6 stykker kage, når de bliver skåret ud, hvilket er en perfekt størrelse til os herhjemme, for vi skal jo bare have et stykke i aften og så måske resten i morgen. Skulle man nu være flere, så er det jo ret nemt bare at gange opskriften op. Vil man variere toscakagen, så prøv evt at smøre den forbagte marcipanbund med et tyndt lag hindbærmarmelade, inden nøddekaramellen fordeles ovenpå – det giver et lækkert og syrligt twist af hindbær til den søde kage, som smager skønt.

4,86 fra 7 stemmer

Toscakage med marcipanbund

Forfatter: Anne-Kathrine Schelde
Bagetid35 minutter
Samlet tid50 minutter
Antal: 6 stk

Ingredienser

  • 1 æg
  • 60 gr sukker
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 60 gr smør (smeltet)
  • 2 spsk piskefløde
  • 1 nip salt
  • 1 tsk bagepulver
  • 75 gr hvedemel
  • 100 gr marcipan (revet)

Nøddetop

  • 50 gr smør
  • 50 gr sukker
  • 2 spsk lys eller mørk sirup
  • 2 spsk piskefløde
  • 75 gr mandler/hasselnødder (grofthakkede)
  • 1 spsk hvedemel
  • evt. smeltet chokolade til pynt

Fremgangsmåde

  • Pisk æg, sukker og vaniljesukker til en luftig æggesnaps og tilsæt smeltet smør og fløde. 
  • Bland salt, bagepulver og hvedemel og vend det forsigtigt i dejen sammen med revet marcipan.
  • For en lille springform (ca 18 cm i diameter) eller lignende med bagepapir og fordel dejen heri.
  • Bag kagen ved 175 °C (varmluft) i ca. 25 minutter til den er lige netop gennembagt og lysebrun på toppen. Imens forberedes nøddefyldet efter nedenstående opskrift.
  • Kom smør og sukker i en lille gryde og lad det smelte under svag varme. Tilsæt sirup og fløde og rør rundt.
  • Vend hakkede mandler/nødder og hvedemel i blandingen og lad det småkoge under omrøring i ca. 10 minutter, indtil karamelmassen tykner let.
  • Fordel nøddeblandingen ovenpå den bagte kagebund i et jævnt lag og bag kagen i yderligere 10 minutter ved 200 °C (varmluft), til karameltoppen er boblende og gylden.
  • Tag kagen ud og lad karamellen sætte sig, inden springform og bagepapir fjernes. Afkøl kagen på bageristen og pynt evt. med smeltet chokolade.
Toscakagen kan godt fryses, men det vil gå ud over det sprøde lag af nøddekaramel på toppen, som vil blive blødt. Jeg anbefaler derfor, at man undlader at fryse kagen, hvis man gerne vil have sprød karamel. 
Subscribe
Notify of
16 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Tina D
7 år siden

Denne kage/opskrift er lige afprøvet igår. SUPER lækker og meget nem. Jeg havde besluttet at lave den med hindbærmarmelade også, men glemte det simpelthen.
Den ryger lige i farvoritmappen.

Matthew
7 år siden

Yummy, den skal prøve 🙂
Jeg er bosiddende i USA og har desværre ikke en varmlufts ovn. Har du råd/tips til at lave kagen i en traditionel ovn?

Susanne
5 år siden

Hej
Tror du den kan laves med mandelmel ell lign glutenfri mel, da jeg ikke tåler hvedemel?
Ser så hammer lækker ud😋

Anne
7 år siden

Hejsa… Ser godt nok lækker ud? Hvilken str springform er brugt??? Vh Anne

Karen Bach Jeppesen
5 år siden

Vil det ikke også være OK at bage i metal muffins forme?

Karina Nørager
5 år siden

Hej. Kan denne lækre kage laves i forvejen, og så evt i fryseren ? Mvh Karina.

Rosa
5 år siden

Hej Karina. Kan den bages dagen før? Hvis ja- hvordan skal den så opbevares. Vh. Rosa

Gülsün
2 år siden

5 stars
Virkelig lækker kage som jeg har lavet mange gange nu ,alle elsker det .
Men nu vil jeg lave den til en bradepande størrelse ,vil du anbefale og gange opskriften i 4 eller 5 .?