På sådan en grå og regnfuld dag i november, hvor det tilsyneladende ikke engang kan blive rigtig lyst, så er det da oplagt at bage lidt. Valget faldt på en lækker og krydret ølkage, som jeg synes, er lidt en hybrid imellem en efterårskage og en julekage. Derfor kan man sagtens bage den i november og dermed puste lidt til den begyndende julestemning.

Se også – Krydderkage I Honningbrød I Sirupskage med smørcreme I Honningkagehjerter

Ølkage – nem opskrift.

Kagen er fuld af skønne og varme krydderier. Og det var da også pga. krydderierne, at jeg kom i gang med ølkagen. Jeg har nemlig været ved at lave dej til verdens bedste pebernødder. Som godt nok ikke skal bages i dag, for småkagedej har ofte godt af at ligge i køleskabet og samle sig i et par dage. Men da alle julekrydderierne alligevel var fundet frem, så var det jo oplagt at fortsætte bagningen. Faktisk fik jeg også lavet en portion gløgg ekstrakt til hjemmelavet gløgg, men det er nu en anden historie.

En ølkage er super nem at lave. Ingredienserne skal faktisk bare vejes af i en skål og røres sammen med hvidtøl. Så det er et perfekt valg, hvis man har børn med i køkkenet. Desuden er den også er et oplagt projekt for de lidt større børn, der måske er begyndt at gå solo i køkkenet.

Den nybagte kage smager helt fantastisk, når den smøres med koldt smør. Og den behøver faktisk ikke engang være nybagt for at være lækker. Hvis bare den pakkes ind, kan den sagtens holde sig frisk i flere dage. Prøv evt. også at riste en tyk skive ølkage på brødristeren, hvis kagen har fået et par dage på bagen. Evt med koldt smør på og måske en kop varm te ved siden af. Det smager helt eminent.

Print opskrift Pin opskrift
4.67 fra 3 stemmer

Ølkage

Bagetid1 t
Samlet tid1 t 10 min
Antal: 10 stk

Ingredienser

  • 475 gr hvedemel
  • 350 gr brun farin
  • 2 tsk natron
  • 2 tsk kanel
  • 1 tsk stødt ingefær
  • ½ tsk stødt nellike
  • ½ tsk stødt allehånde (kan udelades)
  • 1 nip salt
  • 1 flaske (33 cl) hvidtøl (anden mørk øl, gerne julebryg, kan også bruges)

Fremgangsmåde

  • Mel, natron og krydderier sigtes sammen i en skål.
  • Tilsæt brun farin og øl og pisk med en håndmikser til en glat og klumpfri dej.
  • For en franskbrødsform (str M) med bagepapir og fordel dejen heri. 
  • Bag ølkagen ved 175 °C (alm. ovnfunktion) i 50-60 minutter, indtil kagen er fint hævet og gennembagt. Tjek evt. med et lille træspyd eller lignende, at kagen er gennembagt.
  • Afkøl kagen og nyd den i tykke skiver med koldt smør.
  • Kagen kan holde sig i 3-5 dage, hvis den pakkes godt ind. Den kan desuden fryses.

Noter

Skønne variationer.

Der skal hverken smør eller olie i kagen. Så det er altså ikke en forglemmelse i opskriften. Kagen indeholder altså ikke fedt, medmindre man vælger at smøre franskbrødsformen med lidt smør eller olie. Jeg plejer nu bare at fore formen med bagepapir. Så er den nybagte kage lige til at løfte op og over på bageristen til afkøling.

Man kan tilsætte sukat eller syltet appelsinskal i tern til dejen. Eller bare revet appelsinskal fra en usprøjtet appelsin, hvis man synes. Det giver en skøn smag, som passer perfekt med de mange, skønne julekrydderier. Og apropos krydderier, så bruger man selvfølgelig bare dem, som man har. Jeg har altid et mindre arsenal af krydderier liggende, så jeg giver den gerne gas. Men mindre kan selvfølgelig gøre det.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)