Lige om lidt er det sådan for alvor jul, med andesteg og sauce, hvide og brune kartofler og så selvfølgelig rødkålen, som er så nem at lave, at man lige så godt kan lave den selv. Især fordi, at rødkål sagtens kan laves i rigtig god tid og det er derfor ikke noget problem, at lave rødkål allerede her i starten af ugen, selvom den først skal bruges til julemiddagen på lørdag – når bare kålen opbevares køligt i en bøtte med låg – fx i et redskabsskur eller i en garage, hvis ikke der er plads i køleskabet, så kan den sagtens holde sig.

Kålen skal snittes i tynde eller grove strimler afhængig af, hvad man foretrækker. Jeg kan godt lide, at rødkålen er lidt groft snittet og snitter den derfor i hånden, men jeg laver så også kun rødkål af et halvt kålhoved ad gangen. Det er klart, at hvis man ønsker superfint snittet kål eller skal lave en meget stor portion, så er det noget nemmere, at bruge en food processor eller lignende køkkenmaskine, som kan klare snitteriet i en håndevending.

Jeg har smagt denne her portion rødkål til med både appelsin og kanel, stjerneanis og hele nelliker og det har jeg fordi, den skal serveres til julemaden. Skal kålen ikke smage af “jul”, så kan man udelade julekrydderier som kanel og nellike og i stedet tilføje lidt laurbærblade. Har man ikke rød saft på lager, så kan rødkålen sagtens laves med vand, eddike og sukker, men vær opmærksom på, at saften søder en del, så der skal formentlig tilsættes mere sukker end de 4-5 spsk, som jeg har brugt til at smagen kålen til med, i nedenstående opskrift.

Den rødkål, som ikke bliver spist på lørdag, bliver for øvrigt pakket i små poser á 2-3 portioner og kommer så i fryseren. Dermed er der lækker rødkål til det næste stykke tid og det er nemt at pifte en frikadelle, en flæskestegssandwich eller måske en gang gode ben med brun sauce og kartofler op med en omgang hjemmelavet rødkål.

Hjemmelavet rødkål

Samlet tid2 t
Antal: 6 personer

Ingredienser

  • 1 rødkål (ca 1 kg)
  • 2 dl rød saft (fx solbær eller blandet saft)
  • dl eddike
  • 1 usprøjtet appelsin
  • 2 kanelstænger
  • 2 stjerneanis
  • 1 tsk hele nelliker (kan udelades)
  • 5 spsk sukker (eller efter smag)
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Fjern stokken på rødkålen og skær den i strimler. Kom strimlerne i en stor gryde sammen med saft, eddike, salt og peber. Skær appelsinen i grove stykker og kom dem i gryden sammen med kanel og stjerneanis. Bruges der nelliker, så stik dem ind i et stykke appelsin, så er man sikker på at få alle nellikerne op, når rødkålen er færdig – de er ikke rare at tygge i. 
    Læg låg på gryden og bring den i kog under svag varme. Lad rødkålen snurre i 1-2 timer til den er mør – rør rundt et par gange undervejs. Kassér appelsinstykker og krydderier og smag rødkålen til med sukker, salt og peber. Hæld rødkålen i en bøtte med låg og lad den stå og trække et køligt sted, til den skal bruges – den kan sagtens stå i flere dage. 

Noter

Skal kålen gemmes længere end bare et par dage, så kan den fryses i passende portioner.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)