Ligesom der i mange familier er faste regler omkring, at der helst skal laves havregrynskugler og brændte mandler til jul, så er der også mange, for hvem det ikke bliver jul, hvis ikke der bliver lavet fine, hvide pebermyntepastiller med en klat mørk chokolade i midten. I min familie har vi ikke tradition for pebermyntepastiller, men jeg husker dem fra folkeskolen, hvor de var på programmet i hjemkundskab i december måned. Nu har jeg så kastet mig over de pebermynteduftende bidder igen og lavet en portion til i morgen aften, hvor vi får hele min familie på besøg til let aftensmad, julehygge, gløgg, juleknas og klippe-klistre.

Pastillerne er super nemme at lave – de består faktisk primært af æggehvide og flormelis og tænker man nærmere over det, så er der jo blot tale om en meget tyk glasur, som smages til med pebermynteessens og pyntes med chokolade. Jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg kunne forestille mig, at pastillerne er blevet opfundet engang under 2. Verdenskrig, eller i tiden efter, hvor der var mangel på rigtig mange varer, eksempelvis mandler til marcipan. Derfor måtte husmødrene, med Kirsten Hüttemeier i spidsen, lave alternativer til den traditionelle marcipankonfekt, hvilket blandt andet førte til juleklassikere som havregrynskugler og muligvis også pebermyntepastiller.

Jeg bruger en helt almindelig æggehvide til pebermyntemassen – salmonellafaren er for længst afblæst herhjemme og Fødevarestyrelsen har sagt god for, at der igen kan spises rå æg. Foretrækker man alligevel at bruge past. æggehvider, så gør man selvfølgelig bare det i stedet for.

Pebermyntepastillerne kan enten trilles til kugler i hånden – det kræver en ret tyk “dej” og sviner også en del – eller de kan sprøjtes ud i små toppe ved hjælp af en sprøjtepose eller en lille frysepose. Jeg foretrækker afgjort at sprøjte pastillerne ud – de bliver mere ensartede og det er meget nemmere. Pastillerne skal pyntes med chokolade i midten og det gøres nemmest ved at placere en lille chokoladeknap i midten af hver top. Har man ikke chokoladeknapper, så kan man i stedet smelte lidt god chokolade, komme den i en sprøjtepose og derefter pynte pastillerne. Bruges der smeltet chokolade, kan det være en god idé at lave en lille fordybning i hver pastil, så løber chokoladen ikke så nemt.

 

Jeg opbevarer pastillerne på køl – dels pga. æggehviden og så fordi jeg synes, de smager bedst, hvis de serveres iskolde. Så er de til gengæld også lækre og dejligt friske imellem de mange søde sager, som også findes julens konfektskåle. Pastillerne kan for øvrigt sagtens holde sig i 1-2 uger i køleskabet, hvis ikke de er spist forinden.

Pebermyntepastiller med chokolade.

Ca. 70-75 stk.

250-300 gr flormelis

1 æggehvide (ca. 35 gr) – evt. pasteuristeret

2-3 tsk pebermynteessens

chokoladeknapper eller smeltet chokolade til pynt

Flormelis og æggehvide røres sammen til en blank og klumpfri masse og der smages til med pebermynteessens – tilsæt lidt ad gangen indtil smagen er tilpas. Juster evt. konsistensen på pebermyntemassen med lidt ekstra flormelis – den skal kunne trykkes ud af en sprøjtepose, men må ikke flyde for meget ud.

Kom pebermyntemassen i en sprøjtepose og sprøjt små, fine toppe på et stykke bagepapir. Tryk en chokoladeknap ned i hver top eller lav en fordybning i toppen og pynt med lidt smeltet chokolade. Lad pebermyntepastillerne tørre i ca. 60 minutter opbevar dem herefter i en lufttæt boks i køleskabet.

Note. Man kan tilføje frugtfarve til pastillerne og lave fine julerøde, grønne eller blå pebermyntepastiller.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)