Vi har godt nok ikke taget officielt hul på jule-kagebagningen herhjemme endnu. Der skal nemlig bages både brunkager og vanillekranse, kanelkringler og ingefærkager til kagedåserne, men en lille portion af verdens bedste pebernødder er det alligevel blevet til, da jeg pludselig blev ramt af både julestemning og bagetrang forleden aften.

Opskriften stammer oprindeligt fra Lagkagehuset og den er vist efterhånden blev udråbt til at være den allerbedste en hel del gange. Til det kan jeg kun tilføje, at vi er ret enige herhjemme, og jeg bager udelukkende pebernødder efter denne her opskrift. Tidligere har jeg faktisk mest været til færdigkøbte pebernødder – ja, jeg ved godt, at det kan lyde mærkeligt, men i mange år syntes jeg, at de hjemmebagte pebernødder, som man fik serveret rundt omkring, havde tendens til at være noget blege og smagsløse i det – de manglede simpelthen krydderier. Siden jeg prøvede denne her opskrift, for snart en del år siden, har jeg dog taget det i mig igen, for disse her “nødder” er lige præcis så mørke og krydrede i smagen, som jeg gerne vil have det.

Dejen er super nem at lave – ingredienserne skal faktisk bare i en skål og samles med fingrene, men selvfølgelig kan man også bruge en køkkenmaskine. Pebernødderne kan formes med det samme, eller også kan man sætte dejen på køl – som med de fleste andre småkagedeje, så tager dejen ikke skade af en tur i køleskabet.

Pebernødderne hæver en del under bagningen. Derfor er det vigtigt, at man ikke triller kuglerne for store, medmindre man gerne vil have store pebernødder selvfølgelig – og i så fald, skal man nok lige forlænge bagetiden en smule, så pebernødderne ikke er bløde i midten. Jeg triller gerne kugler, som er på størrelse med en lille kulørt tyggegummi-kugle og det passer helt perfekt.

 

 

Morten fik et glas friskbagte pebernødder med på arbejde og resten har vi spist om aftenen – sammen med lidt andet juleslik, som jeg er kommet til at købe – jeg kan simpelthen ikke stå for nisseskum og snebolde, men julekonfekt og brændte mandler, det bliver af den gode, hjemmelavede slags. Faktisk kunne jeg også rigtig godt tænke mig, at prøve at begive mig ud i en omgang hjemmelavet, fransk nougat. Måske det skal være et lille projekt her i løbet af december.

Pebernødder.

Portionen giver 2-3 plader pebernødder.

125 gr blødt smør

125 gr sukker

½ tsk stødt ingefær

½ tsk stødt kanel

½ tsk stødt hvid peber

½ tsk stødt kardemomme

½ tsk natron

½ tsk bagepulver

½ dl fløde

250 gr hvedemel

Kom alle ingredienser i en skål og saml hurtigt dejen med hænderne. Dejen kan også røres sammen på en køkkenmaskine. Del dejen i 4-5 dele og rul hver del ud til en pølse – lidt tykkere end en blyant. Skær hver pølse i stykker á 1½ – 2 cm og tril hvert stykke til en pebernød. Sæt pebernødderne på bageplader beklædt med bagepapir – de vokser omtrent til dobbelt størrelse under bagningen – og bag dem ved 200 gr (ikke varmluft) i 10-15 minutter, til de er gyldne og sprøde. Bagetiden afhænger af størrelse på pebernødderne og ovn. Lad pebernødderne køle helt af og opbevar dem herefter i en lufttæt dåse.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)