Pebermyntepastiller med chokolade…

16 kommentarer
Julemad og juleopskrifter, Konfekt og slik
Gå direkte til opskriften

Ligesom der i mange familier er faste regler omkring, at der helst skal laves havregrynskugler og brændte mandler til jul, så er der også mange, for hvem det ikke bliver jul, hvis ikke der bliver lavet fine, hvide pebermyntepastiller med en klat mørk chokolade i midten. I min familie har vi ikke tradition for pebermyntepastiller, men jeg husker dem fra folkeskolen, hvor de var på programmet i hjemkundskab i december måned. Nu har jeg så kastet mig over de pebermynteduftende bidder igen og lavet en portion til i morgen aften, hvor vi får hele min familie på besøg til let aftensmad, julehygge, gløgg, juleknas og klippe-klistre.

Pastillerne er super nemme at lave – de består faktisk primært af æggehvide og flormelis og tænker man nærmere over det, så er der jo blot tale om en meget tyk glasur, som smages til med pebermynteessens og pyntes med chokolade. Jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg kunne forestille mig, at pastillerne er blevet opfundet engang under 2. Verdenskrig, eller i tiden efter, hvor der var mangel på rigtig mange varer, eksempelvis mandler til marcipan. Derfor måtte husmødrene, med Kirsten Hüttemeier i spidsen, lave alternativer til den traditionelle marcipankonfekt, hvilket blandt andet førte til juleklassikere som havregrynskugler og muligvis også pebermyntepastiller.

Jeg bruger en helt almindelig æggehvide til pebermyntemassen – salmonellafaren er for længst afblæst herhjemme og Fødevarestyrelsen har sagt god for, at der igen kan spises rå æg. Foretrækker man alligevel at bruge past. æggehvider, så gør man selvfølgelig bare det i stedet for.

Pebermyntepastillerne kan enten trilles til kugler i hånden – det kræver en ret tyk “dej” og sviner også en del – eller de kan sprøjtes ud i små toppe ved hjælp af en sprøjtepose eller en lille frysepose. Jeg foretrækker afgjort at sprøjte pastillerne ud – de bliver mere ensartede og det er meget nemmere. Pastillerne skal pyntes med chokolade i midten og det gøres nemmest ved at placere en lille chokoladeknap i midten af hver top. Har man ikke chokoladeknapper, så kan man i stedet smelte lidt god chokolade, komme den i en sprøjtepose og derefter pynte pastillerne. Bruges der smeltet chokolade, kan det være en god idé at lave en lille fordybning i hver pastil, så løber chokoladen ikke så nemt.

Jeg opbevarer pastillerne på køl – dels pga. æggehviden og så fordi jeg synes, de smager bedst, hvis de serveres iskolde. Så er de til gengæld også lækre og dejligt friske imellem de mange søde sager, som også findes julens konfektskåle. Pastillerne kan for øvrigt sagtens holde sig i 1-2 uger i køleskabet, hvis ikke de er spist forinden.

4.45 fra 9 stemmer

Pebermyntepastiller

Forfatter: Anne-Kathrine Schelde
Hviletid1 t
Samlet tid1 t 20 min
Antal: 70 stk

Ingredienser

  • 300 gr flormelis (måske skal der bruges lidt mere eller mindre)
  • 1 æggehvide (ca 35 gr - brug evt pasteuriseret)
  • 3 tsk pebermynte essens (eller efter smag)
  • chokoladeknapper eller smeltet chokolade til pynt

Fremgangsmåde

  • Flormelis og æggehvide røres sammen til en blank og klumpfri masse. 
  • Smag til med pebermynteessens. Tilsæt lidt ad gangen indtil smagen er tilpas.
  • Juster evt. konsistensen på pebermyntemassen med lidt ekstra flormelis. Den skal kunne trykkes ud af en sprøjtepose, men må ikke flyde for meget ud.
  • Kom pebermyntemassen i en sprøjtepose og sprøjt små, fine toppe på et stykke bagepapir.
  • Tryk en chokoladeknap ned i hver top eller lav en fordybning i toppen og pynt med lidt smeltet chokolade.
  • Lad pebermyntepastillerne tørre i ca. 60 minutter opbevar dem herefter i en lufttæt boks i køleskabet.
Man kan tilføje frugtfarve til pastillerne og lave fine julerøde, grønne eller blå pebermyntepastiller.
16 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Janni
6 år siden

Hvis du vil undgå æg. Kan du i stedet for æggehvider koge 2-3 kartofler uden salt. Lade dem afkøle. Mose dem og så ellers flormelis til de har den rigtige konsistens og et par dråber pebermynte. Og selvfølgelig pynte med chokolade knapper! De smager fantastisk! Klart min favorit konfekt i juletiden! ?

Dorthe Hansen
3 år siden

Hvor lang tid kan de holde sig, når der er æg i?

Mads
2 år siden

4 stars
Jeg er egentlig ikke Ikke særlig vild med pebermynte men de her pastiller dem kan jeg godt lide😋

Jane Vestrup
2 år siden

Hej
Min søn har altid elsket pebermyntepastiller, men nu om dage er essensen ikke så stærk som før hen, hvilket også ses ud af mængden i din opskrift.
Jeg bruger pebermyntedråber, dem man tager mod oppustet mave. Der skal kun ganske få dråber i, og når man nu har dem i forvejen, hvorfor så ikke bruge dem i pastillerne også. 🙂

Venlig hilsen
Jane Vestrup

Aase
2 år siden

Siden min tidligste barndom har vi lavet “brune øjne”. Lækker og billig slik. Men min mor tilføjede en spiseskefuld piskefløde, og det gør jeg også. Det gør smagen lidt blødere og rundere, og pastillerne kan sagtens holde sig alligevel. Desuden køber jeg en flaske pebermynteolie på apoteket. Sådan en lille flaske – den sidste jeg købte var temmelig dyr, holder i årevis. Der skal kun ganske få dråber i.

Christina
2 år siden

4 stars
Rigtig god opskrift 🙂 har lavet dem siden min barndom og nemt at lave også med mindre børn 🙂 da jeg første gang lavede dem med min datter pyntede hun med små farvede chokoladeknapper, og det gør vi så stadig her 15 år senere 🙂 god jul

Julie Rosenhøj
2 år siden

Jeg glæder mig til at komme i gang men skal prøve mig lidt frem da jeg også bruger pebermynteolie og der tror jeg at essens er noget helt andet i forhold til dosering. Har aldrig lavet det før, men kæresten siger at det for ham smager af jul. Han kommer fra Bornholm hvor hans mor ofte har lavet dem. Så nu må jeg i gang.

Tina Dyrdorf
1 år siden

Mine pastiller vil ikke blive faste
Har sprøjtet dem på bageplade stået i køleskab i 6 timer men kan stadig ikke få dem af bagepapiret uden de krøller sammen
Brugte 3 hvider til ca 830 gram flormelis
Har brugt chocoknapper på dem alle
Nogen ide om hvorfor de ikke vil blive faste?

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)