Lige om lidt er det sådan for alvor jul. Med langtidssteg andesteg og brun sauce, hvide og brunede kartofler og så selvfølgelig rødkål. Som er så nemt at lave, at man lige så godt kan lave den selv. Især fordi, at hjemmelavet rødkål sagtens kan laves i rigtig god tid.

Det er derfor ikke noget problem, at lave rødkål allerede her i starten af ugen, selvom den først skal bruges til julemiddagen på lørdag. Den skal bare stå på køl. Enten i køleskabet eller i et skur eller lign. Og faktisk kan man også fryse rødkålen i passende portioner. Så det kan slet ikke svare sig, ikke at lave en stor portion, når man alligevel er i gang. Så er der lækkert tilbehør på lager til vinterens skønne retter.

Se også – Rødkålssalat med appelsin og druer I Langtidsstegt flæskesteg med sprøde svær I Nemme brunede kartofler i ovn

Rødkål – nem opskrift.

Som sagt er det virkelig nemt at lave sin egen rødkål. Kålen skal bare snittes i tynde eller grove strimler. Det afhænger lidt af hvad man foretrækker. Og så skal den i en gryde sammen med eddike, saft, sukker og krydderier.

Jeg kan godt lide, at rødkålen er lidt groft snittet og snitter den derfor i hånden. Men jeg laver så også kun rødkål af et halvt kålhoved ad gangen. Det er klart, at hvis man ønsker superfint snittet kål, eller skal lave en meget stor portion, så er det nemmere, at bruge en food processor eller lignende, som kan klare snitteriet i en håndevending.

Print opskrift Pin opskrift
5 fra 1 stemme

Rødkål med appelsin

Kogetid1 t 30 min
Samlet tid2 t
Antal: 6 personer

Ingredienser

  • 1 lille rødkålshoved eller ½ stort (ca 1 kg)
  • 2 dl ufortyndet, rød saft (fx solbær eller blandet saft)
  • dl eddike
  • 1 usprøjtet appelsin
  • 2 kanelstænger (kan udelades)
  • 2 stjerneanis (kan udelades)
  • 1 tsk hele nelliker (kan udelades)
  • 5 spsk sukker (eller efter smag)
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Fjern stokken på rødkålen og skær den i strimler.
  • Kom strimlerne i en stor gryde sammen med saft, eddike, salt og peber.
  • Skær appelsinen i grove stykker og kom dem i gryden sammen med kanel og stjerneanis. Det er ikke nødvendigt at skrælle appelsinen.
  • Bruges der nelliker, så stik dem ind i et stykke appelsin. Så er man sikker på at få alle nellikerne op, når rødkålen er færdig. De er ikke rare at tygge i. 
  • Læg låg på gryden, bring den i kog under svag varme og lad rødkålen snurre i 1-2 timer til den er mør. Rør rundt et par gange undervejs.
  • Kassér appelsinstykker og krydderier og smag rødkålen til med sukker, salt og peber.
  • Hæld rødkålen i en bøtte med låg og lad den stå og trække et køligt sted, til den skal bruges. Den kan sagtens stå i flere dage og den kan også fryses.

Tilsmagning og krydderier.

Denne her rødkål skal serveres til julemaden. Jeg har derfor smag til med både appelsin og kanel, stjerneanis og hele nelliker. Skal kålen ikke smage af “jul”, så kan man udelade julekrydderier som kanel og nellike. I stedet kan man eksempelvis tilføje lidt laurbærblade, hvis man synes. Appelsinen kan også udelades. Men jeg synes nu alligevel, at den bidrager med lækkerhed, som ikke nødvendigvis er julet.

Har man ikke rød saft på lager, så kan rødkålen sagtens laves med vand, eddike og sukker. Men vær opmærksom på, at saften søder en del. Så der skal formentlig tilsættes mere sukker end de 4-5 spsk, som jeg har brugt i opskriften.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)