Jeg elsker gulerodsbrud. Store og svampede boller fyldt med revet gulerod og solsikkefrø. Og det har jeg faktisk gjort, siden jeg fik arbejde i en bagerforretning for snart mange år siden. Normalt bruger jeg denne her opskrift, når der skal laves gulerodsboller. Men skal det være rigtige gulerodsbrud, som dem man køber hos bageren, så kan jeg kun anbefale denne her opskrift.

Se også – Gulerodsfranskbrød I Chokoladebrud I Koldhævede morgenmadsboller

Nem opskrift på gulerodsbrud.

Fremgangsmåden, når der skal laves gulerodsbrud, er lidt tricky. Dejen skal nemlig “klippes sammen” med æg ved hjælp af en stor køkkensaks. Det lyder måske ret omstændeligt, men i virkeligheden skal man bare ælte dejen sammen og lade den hæve (uden æg, revet gulerod og solsikkefrø). 

Når dejen er færdighævet, laver man en fordybning og hælder æg, gulerod og solsikkefrø i fordybningen. Og så går man i gang med at klippe i dejen. Efterhånden som æg og fyld løber ud i dejen, og den bliver klippet i mindre og mindre bidder, bliver det til en sammenhængende og meget våd masse. Og det er den masse, der skal sættes i store klatter på en bageplade.

Det virker måske lidt omstændeligt og lidt spøjst, at klippe dejen i stykker, men det er nemt nok. Og det er netop alle de små stykker dej, der vokser sig sammen under bagningen, som giver de bedste og mest svampede gulerodsbrud. 

Tip! Se mine bedste tips til skønne variationer af gulerodsbrudene under opskriften. 

Gulerodsbrud med solsikke
Print opskrift Pin opskrift
4.8 fra 5 stemmer

Gulerodsbrud

Hæve- og bagetid1 t 50 min
Samlet tid2 t 20 min
Antal: 15 stk

Ingredienser

  • 5 dl vand (lillefingervarmt)
  • 1 pk gær
  • 3 tsk groft salt
  • 75 gr sukker
  • 50 gr smeltet smør
  • 1 kg hvedemel
  • 2 æg
  • 4 gulerødder (revne)
  • 150 gr solsikkefrø

Fremgangsmåde

  • Hæld vandet i en skål og rør gæren ud i vandet. Tilsæt salt, sukker, smør og hvedemel og ælt til en blank og smidig dej.
  • Dejen kan også laves på en køkkenmaskine ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med dejkrogen.
  • Lad dejen hæve tildækket i ca. 1 time.
  • Lad dejen blive i skålen og lav en fordybning i midten af dejen. Slå æg ud i fordybningen og tilsæt revet gulerod og solsikkefrø. 
  • Klip dejen i skålen i stykker på kryds og tværs med en stor saks. Brug den ene hånd til at klippe og den anden til at vende dejen rundt i skålen. Det hele skal blive en våd og klumpet masse af småbitte dejstykker smurt ind i æg, gulerod og solsikkefrø. 
  • Når dejen er klippet godt i stykker, sættes den med en ske i 12-15 boller på 2 bageplader beklædt med bagepapir.
  • Lad bollerne efterhæve i ca 30 minutter.
  • Bag bollerne ved 200 °C (alm. ovnfunktion) i 15-20 minutter, indtil de er gyldne og gennembagte.
  • Afkøl bollerne let på bageristen inden servering.
  • Bollerne holder sig svampede og bløde i et par dage, hvis de opbevares i en pose. De kan også fryses.

Lækkert tilbehør og skønne variationer.

Bollerne kan nydes som de er eller med ost og marmelade til en god kop te. Og så kan de selvfølgelig også bruges som burgerboller eller sandwichboller i madpakken. De er ret lækre, hvis de fyldes med salat og pålæg.

Gulerodsbrudene holder sig friske og lækre i flere dage på grund gulerødderne. Så man kan sagtens bage en stor portion. Men selvfølgelig kan bollerne også bare kommes i fryseren ligesom med alle mulige andre former for gærdej.

Gulerødderne kan for øvrigt erstattes af revet rødbede, squash eller hakket spinat. Desuden kan man udskifte en del af hvedemelet med groft mel, fx grahamsmel eller fuldkornshvedemel. Det gør jeg ofte og bollerne bliver lige så lette og luftige, som hvis der var brugt ren hvedemel.

Hvis man synes, at det bliver lidt for bøvlet at klippe dejen sammen i skålen, så kan man i stedet vende den ud på køkkenbordet og evt. bruge en god kniv i stedet. Så skal man bare skære dejen i stykker i stedet for at klippe den. Men jeg bruger altid metoden med at klippe dejen i stykker i skålen. Så sparer jeg også rengøringen af køkkenbordet efterfølgende.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)