Hjemmelavet hønsesalat er noget så lækkert og helt oplagt på frokostbordet, når det skal være ekstra godt. Både til frokosten i weekenden, hvor det er hyggeligt at gøre lidt ekstra ud af det, men sandelig også til højtiderne som fx julefrokosten og påske- og pinsefrokosten. Og så er det jo oven i købet noget så nemt, at lave en portion hjemmelavet hønsesalat. 

Se også – Æggesalat I Mørbradbøffer med bløde løg I Klassiske frikadeller I Karrysalat

Min bedste opskrift på hønsesalat.

Mine opskrift på hønsesalat er ret enkel og indeholder gavmilde stykker af hønse- eller kyllingekød, sprøde asparges og ristede champignons. Det hele vendes sammen i en lækker dressing med creme fraiche, mayonnaise, lidt citronsaft og sennep, og så bliver det ikke meget bedre. 

I sæsonen er det naturligvis helt fantastisk, hvis man bruger friske, hvide asparges til sin hønsesalat. Men udenfor sæsonen kan man sagtens bruge asparges fra glas. Jeg anbefaler dog, at man ikke køber de allerbilligste, for hønsesalat er jo en ret simpel salat i sig selv. Og så må man gerne kæle lidt for detaljen og nyde smagen af de gode råvarer. 

Tip! Se mine bedste tips til skønne retter med hjemmelavet hønsesalat under opskriften. 

Print opskrift Pin opskrift
0 fra 0 stemmer

Hønsesalat med asparges

Samlet tid20 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 350 gr kogt hønse- eller kyllingekød (lidt mere eller mindre betyder intet)
  • 1 glas aspargessnitter (afdryppede)
  • 1 spsk smør
  • 150 gr champignons (rensede og skiveskårne)
  • dl creme fraiche
  • 2 spsk mayonnaise
  • 1 tsk sennep (kan udelades)
  • 1 tsk citronsaft
  • 1 nip sukker
  • salt og peber

Desuden

  • sprødstegt bacon, karse og små tomater til pynt

Fremgangsmåde

  • Pluk kyllingen i mundrette bider og kom kylling og asparges i en skål.
  • Varm smørret op på en pande og steg champignons på panden, til de bliver lysebrune. Lad svampene køle let af og bland dem med kylling og asparges – hold evt. lidt svampe tilbage til pynt.
  • Rør dressingen sammen af creme fraiche, mayonnaise, sennep, citronsaft, sukker, salt og peber og smag til.
  • Vend dressingen i kyllingefyldet og rør rundt så dressingen fordeles.
  • Anret salaten i en fin skål og pynt evt. med stegt bacon, karse, små halve tomater, og lidt stegte champignons på toppen.
  • Server med brød.

Hønsekød eller kyllingekød.

Det hedder godt nok hønsesalat, men selvfølgelig kan man sagtens bruge kyllingekød i stedet for. Faktisk er kyllingekød noget nemmere at få fat i. Ikke mindst fordi de fleste supermarkeder i dag kun fører bittesmå, dybfrosne suppehøns på størrelse med solsorte.

Det er derfor noget nemmere at snuppe en pakke ferske kyllingebrystfileter eller kyllingelår i supermarkedet, og så koge og afkøle dem. Og jeg kan lige så godt indrømme, at jeg bruger kogt kyllingebryst 9 ud af 10 gange, når jeg laver hønsesalaten til vores frokost.

Nu skriver jeg godt nok, at der skal bruges kogt hønse- eller kyllingekød i opskriften. Men har man lavet en helstegt kylling, og fået en rest kød til overs, så plukker man selvfølgelig bare det i stykker og vender i salaten. Ligeledes kan man plukke kødet af skroget, både på en stegt kylling og en kogt kylling, hvis man eksempelvis har kogt en kylling (eller en høne) til hjemmelavet hønsekødssuppe. Så en hønsesalat er faktisk også superlækker restemad.

Frokost- eller forret.

Hønsesalat er jo bare en rigtig frokostklassiker. Men faktisk er det også en superlækker forret. Og så kan salaten jo tilberedes i god tid i forvejen, hvilket gør den oplagt at servere for gæster.

Først og fremmest er der jo den klassiske servering, hvor hønsesalaten anrettes ovenpå en ananasring. Kombinationen af ananas og hønsesalat er virkelig eminent, og en af mine favoritter med hønsesalat. Men jeg må jo nok indrømme, at jeg foretrækker salaten på en skive frisk ananas, fremfor en skive ananas fra en konservesdåse.

Skal det være lidt mere enkelt, så kan man anrette hønsesalaten på en bunke spæde salatblade eller et stykke ristet franskbrød eller rugbrød. Og vil man gøre lidt ekstra ud af det, så har jeg haft ret stor succes med at servere hønsesalaten på friskbagte butterdejsbunde med asparges og sprød bacon. En lidt mere fyldig forret, der også gør sig rigtig fint på en buffet. Man kan jo evt. halvere butterdejspladerne, hvis de bliver for store.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)