Kanelsnegle er et hit herhjemme – faktisk er stort set alt med kanel et hit og det er uanset, om der er tale om kanelsnegle, en kanelstang eller store og bløde kanelsnurrer. Men selvom kanelsnegle altid er populære, så må der gerne ske noget nyt engang imellem og derfor har jeg i dag forsøgt mig med en portion brunsvigersnegle i stedet – eller sagt på en anden måde, jeg har taget udgangspunkt i min sædvanlige opskrift på kanelsnegle og så har jeg udskiftet kanelremoncen med den remonce, som man kommer ovenpå en fynsk brunsviger.

Erfaring har lært mig, at fyldet har meget nemmere ved at blive inde i en kanelsnegl, hvis man lige tilsætter 1 spsk hvedemel og desuden laver sneglene sammenbagte i stedet for at bage dem enkeltvis på en plade. Af samme grund er de her brunsvigersnegle også sammenbagte – der er jo endnu mere fyld, som kan løbe væk, hvis ikke man passer på – og resultatet er blevet helt forrygende. Store, lette og luftige snegle med det lækreste, snaskede brunsvigerfyld i midten og en nærmest karamelliseret bund – jeg er så ganske afgjort fan og meget tilfreds med resultatet og det er jeg absolut ikke den eneste, der er herhjemme.

Sneglene skal vi nyde til en kop eftermiddagste, lige så snart jeg er færdig med at skrive dette her indlæg og Morten og Villy kommer tilbage fra deres gåtur. En helt perfekt måde at starte weekenden på og selvom vi spiser et par snegle her i eftermiddag og måske også får en enkelt i aften, når der kommer håndbold, så er jeg sikker på, at der også bliver et par stykker tilbage, som jeg kan lune til vores morgenmad i morgen. Sådan en langsom weekendmorgenmad med blødkogte æg, morgenmadsboller, frugt, kaffe, te og juice, masser af snak og så lige en lun morgenkage til sidst – det er da bare det bedste.

Brunsvigersnegle

9-10 stk.

1 dl mælk

25 gr gær

1 tsk salt

2 spsk sukker

1 æg

40 gr smør, smeltet

250-300 gr hvedemel

Remonce.

125 gr brun farin

50 gr smør

1 spsk sirup

1 spsk sukker

1 spsk hvedemel

Lun mælken og opløs gær heri. Tilsæt salt, sukker og æg. Rør smeltet smør og hvedemel i blandingen og ælt til en blank og smidig dej. Lad dejen hæve tildækket i ca. 1 time.

Kom brun farin, smør, sirup, sukker og hvedemel i en lille gryde og lad det smelte ved svag varme – blandingen skal ikke koge. Rør sammen til en ensartet masse og stil den til side.

Rul dejen ud til et rektangel (ca. 30 x 20 cm) på et meldrysset bord. Fordel remoncen på dejen og rul den sammen til en roulade. Skær 9-10 tykke snegle og fordel dem med ganske lidt afstand i en rund eller firkantet form foret med bagepapir. Lad sneglene efterhæve tildækket i ca. 30 minutter og bag dem ved 200 grader (ikke varmluft) i ca 20 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Lad sneglene afkøle let på ovnristen inden servering.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)