I går var en helt fantastisk dag. Efter et forløb på godt 3½ måned med bachelorskrivning, aflevering og eksamenslæsning, kunne jeg gå til bacheloreksamen og jeg bestod ikke bare – jeg fik sørme også et 12 tal og kan nu kalde mig Professionsbachelor i Ernæring og Sundhed.

Jeg er simpelthen bare så ubeskrivelig glad og lettet og fuldstændig vægtløs. I dag har jeg det som om, at hele verden ligger for mine fødder. Jeg skal ikke læse flere skolebøger, skrive flere opgaver eller læse flere lektier – tværtimod er der gjort klar med både cafe latte og lystlæsning – og selvom det stadig er ret uvirkeligt for mig, at de 3½ års skolegang nu er afsluttet, så følger der også en helt ubeskrivelig følelse af frihed med.

Spørgsmålet er jo så, hvad jeg nu skal give mig til og jeg kan lige så godt være ærlig og sige, at jeg har gået og leget med tanken om at blive fuldtidsblogger. Jeg har længe vist, at bloggen nok efterhånden var blevet mere end en hobby, for jeg bruger faktisk omkring 30-40 timer på bloggen om ugen, når man medregner madlavning, opskrifts- og ideudvikling, fotografi og styling, samt selvfølgelig tekster og opskriftsskrivning. Jeg har levet af min SU i 3½ år og derfor tænker jeg, at det er nu, jeg skal undersøge, om det der med at blogge på fuldtid kan briste eller bære, for det er klart, at det ville være sværere at forsøge at leve af at blogge, hvis jeg kom fra en høj direktørløn.

Det kræver selvfølgelig en blog af en vis størrelse, hvis man skal kunne leve af det og derfor er jeg da også super glad for, at I er så mange, som læser med hver uge, kommenterer og følger mig og maden i mit liv. Hvis I har lyst, vil det også være helt fantastisk, hvis I deler bloggen og opskrifterne med Jeres familie, venner og bekendte – gerne via facebook – så kendskabet til bloggen udbredes og jeg forhåbentlig kan få skabt et realistisk levegrundlag.

Samtidig spekulerer jeg også i at udvide bloggen med en kategori og opskrifter omkring Ernæring og Sundhed – som jo ret beset er det, jeg netop er blevet færdiguddannet indenfor. Jeg overvejer lige nu forskellige muligheder, netop fordi min tilgang til sundhed og ernæring minder ret meget om den tilgang, som jeg i forvejen har til madlavning – sund mad og en sund livsstil skal være til at have med at gøre og kunne fungere i en travl hverdag og så er jeg absolut modstander af, at operere med “forbudte” madvarer og alt for mange regler, der skal overholdes. Af samme grund vil rigtig mange af mine opskrifter sagtens kunne indgå i en fornuftig eller endda slankende livsstil og det er denne del af bloggen, som jeg lige pt. overvejer, om jeg skal arbejdede lidt videre med. Og så selvfølgelig suppleret med mine sædvanlige opskrifter og den stil, som hidtil har kendetegnet bloggen, for vi spiser jo stadig, som vi plejer herhjemme.

Alle disse tanker summer rundt i hovedet på mig for tiden, men lige i dag vil jeg bare have lov til at nyde, at jeg er helt færdig med at studere og det skal 100 % fejres med kagebagning, læsning af en god (ikke faglitteratur) bog og masser af selvforkælelse.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)