De her snickerskugler er virkelig lækre. De indeholder ganske få ingredienser – 4 for at være helt nøjagtig – og så kan de laves på ganske få minutter. Hvis man vel at mærke er den heldige ejer af en food processor eller en kraftig minihakker. 

Se også – Hjemmelavede peanutbarer I Saltmandler i mikrobølgeovn I Müslicookies uden sukker og mel

Snickerskugler – en sundere snack. 

Vi skriver januar og der er traditionen tro masser af slankekure og nytårsfortsætter i luften. Og hvis man hører til dem, som har besluttet sig for at skære ned på tilsat sukker og slik i den kommende tid, så kan jeg anbefale disse basser.

De laves ganske enkelt på dadler, saltede peanuts og peanutbutter, der køres til en ensartet masse og formes til kugler, som overtrækkes med chokolade. Og de smager altså ret meget af snickers. Nogle vil ligefrem mene, at de smager bedre end snickers og jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Desuden er de helt perfekte at lave i disse dage, hvis der er dadler og chokolade til overs fra julen og peanuts fra nytårsaften.

Snickerskuglerne indeholder godt nok naturligt sukker i form af frugtsukker fra dadlerne. Og man skal også passe på med bare at spise løs, hvis man arbejder på at smide et par kilo. Men et par stykker til en god kop te burde der nok kunne blive plads til engang imellem. Og så kan man jo desuden glæde sig over, at kuglerne er helt fri for tilsat sukker og diverse e-numre. De indeholder i stedet en god del af sunde fedt, ligesom dadlerne bidrager med fibre og vitaminer. Kakaoprocenten i den mørke chokolade er man jo selv herre over. Personligt foretrækker jeg en god 75 %

Print opskrift Pin opskrift
5 fra 2 stemmer

Snickerskugler

Samlet tid30 min
Antal: 40 stk

Ingredienser

  • 75 gr saltede peanuts
  • 250 gr bløde dadler (uden sten)
  • 3 spsk peanutbutter
  • mørk chokolade til overtræk

Fremgangsmåde

  • Kom peanuts i en food processor og hak dem fint. Tag ca. 2 spsk fra og gem dem til pynt.
  • Tilsæt dadler og peanutbutter til food processoren og kør det hele til en ensartet, sammenhængende masse. 
  • Tril massen til ca 40 kugler på størrelse med en hasselnød.
  • Smelt chokoladen i mikroovn eller over vandbad, overtræk kuglerne og læg dem til tørre på et stykke bagepapir. Pynt med finthakkede peanuts, inden chokoladen stivner helt.
  • Opbevar kuglerne en lufttæt bøtte – evt. på køl.

 

Opbevaring og holdbarhed.

Kuglerne kan opbevares i en lufttæt bøtte ved stuetemperatur eller i køleskabet. Selv foretrækker jeg snickerskugler direkte fra køleskabet, så midten er iskold og let hård. Men er man mere til en blød og cremet midte, som smelter i munden, så kan man bare stille bøtten på køkkenbordet eller i et skab.

Kuglerne kan sagtens holde sig et par uger, for der er ikke tilsat hverken æg, mejeriprodukter eller lignende, letfordærvelige madvarer. Men mon ikke de er spist i løbet af kortere tid? Det er de i hvert fald herhjemme hos os, hvor de kommer på bordet hver aften sammen med en god kop te og 1-2 skrællede kæmpe appelsiner i en skål. Åhhh hvor er appelsinerne bare gode lige nu. Og det gælder om at spise så mange som muligt, inden sæsonen er ovre.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)