Lækre, nystegte falafler med lune fladbrød, blandet salat og creme fraiche dressing hører til blandt mine favoritter, når der engang imellem bliver bestilt take away, men det er klart, at jeg foretrækker mine egne, hjemmelavede falafler. Der er bare det ved hjemmelavede falafler, at de godt kan tage lidt tid at lave, ligesom friteringen ikke ligefrem gør det til et oplagt nemt og hurtigt aftensmåltid og derfor er jeg super glad for denne her lidt mere simple opskrift på nemme og lækre falafler, som laves på panden. Men skal godt nok stadig i gang i god tid, for de tørrede kikærter skal udblødes i vand i ca. 8 timer, men herefter er det lige så nemt at lave en portion falafler, som at stege en pandefuld frikadeller.

Jeg ved, at det er meget vigtigt, at man ikke bruge kikærter fra dåse til de “almindelige falafler”, fordi man risikerer, at strukturen bliver for løs, så falaflerne faldet fra hinanden, når de bliver dumpet ned i den varme fritureolie. Hvorvidt man heller ikke kan bruge kikærter fra dåse til denne her opskrift, må jeg være ærlig og tilstå, at jeg ikke ved, for jeg har endnu kun prøvet med tørrede, udblødte kikærter. Omvendt skal falaflerne jo blot steges på panden og det er vel begrænset, hvor meget de kan nå at gå i stykker, inden der bliver dannet stegeskorpe, så det er da et forsøg værd. Jeg hører dog meget gerne fra Jer, hvis der er nogle af Jer, som har erfaring med at lave falafler på denne her måde af kikærter fra dåse.

Hjemmelavede falafler kræver en food processer – eller en rigtig god blender – men så er det også bare at komme ingredienserne i beholderen og sætte maskineriet i gang og så er falafel “dejen” færdig i købet af ganske kort tid. Bliver massen for grov/tør har jeg haft stor succes med lidt at tilsætte en smule vand, så food processoren eller blenderen har lidt at arbejde med og så går det hele som en leg. Er massen efterfølgende blevet for løs og er den svær at samle, så prøv at komme lidt rasp i dejen – mel kan også bruges.

Vi spiste disse her falafler til aftensmad forleden aften – rygende varme og med lækkert, lunt fladbrød, blandet salat, et par gode dips og grønsagsstave ved siden af – rigtig hyggelig nippemad, som vi sad længe over. Fladbrødene var færdigkøbte i denne omgang, men jeg kan virkelig anbefale, at man prøver at lave hjemmelavede fladbrød eller pandebrød – det er ret nemt og smager skønt. Bliver der falafler til overs, så kan de sagtens gemmes i køleskabes eller kommes i madpakken og spises kolde dagen efter – man kan selvfølgelig også bare lune dem i ovnen igen, de behøver jo ikke være kolde. Vil man ikke have små falafler, så kan man i stedet forme 4 store “bøffer” og bruge dem i en gang vegetarburgere – et hit herhjemme og en lækker menu på en kødfri dag.

Falafler med citron og spidskommen.

15 stk.

150 gr tørrede kikærter

1 løg

2 fed hvidløg

2 spsk citronsaft

½ tsk bagepulver

2 tsk stødt spidskommen

1 tsk salt

evt 2 spsk vand

evt 2-3 spsk rasp

olie til stegning

Udblød kikærterne i en skål med rigeligt vand natten over eller i ca 8 timer. Dræn kikærterne for vand og skyl dem godt. Skræl løg og hvidløg, skær løget i grove tern og kom begge dele i en food processor sammen med citronsaft og kør til en jævn masse. Tilsæt herefter de udblødte kikærter, bagepulver, spidskommen og salt og kør til en jævn masse. En massen for grov/tør, kan man tilsætte lidt vand. Smag til og form herefter kikærtemassen til 15 mellemstore kugler, som presses let flade ligesom frikadeller. Er massen for fugtig at arbejde med, så tilsæt lidt rasp til konsistensen passer. Steg falaflerne i varm olie på en pande – de skal have et par minutter på hver side, til de er gyldne og sprøde. Server med lune fladbrød, citronsaft, creme fraiche dressing og blandet salat.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)