Vinteren går på hæld – også selvom sneen nærmest har væltet ned her i Sydjylland siden i går, men okay så tager vi de sidste krampetrækninger med og tager hul på den sidste, halve uge med vinter, inden foråret begynder på onsdag – i følge kalenderen i hvert fald. Uge 9 bliver en stille og rolig uge for både Mortens og mit vedkommende – i hvert fald indtil lørdag, hvor Mortens mor fylder år og vi tager en tur til Silkeborg for at fejre hende. Søndag er det jo fastelavn og der skal selvfølgelig bages en portion fastelavnsboller til lidt eftermiddagshygge, men det bliver nu også det – ingen udklædning eller tøndeslagning til os.

Madplan uge 9.

Mandag – Ugen starter med en omgang af denne her super nemme pasta med flødeost, bacon og ærter. Fantastisk lækker ret, som er færdig på et øjeblik – faktisk plejer jeg at sætte pastaen over og koge og når pastaen er færdig efter ca. 12 minutter er saucen klar og det hele kan vendes sammen og sættes på bordet. Så bliver det ikke nemmere.

Tirsdag – Ugens suppe bliver aspargessuppe med hjemmelavede kødboller. Jeg overvejer, om vores ugentlige suppedag skal udfases, når vi nu tager fat på foråret, men marts kan godt være en både kold og våd måned og jeg kan i øvrigt vældig godt lide suppe, så jeg tror, at suppedagen får lov til at overleve – i det mindste en måneds tid endnu og så kigger vi på det. Som tilbehør til suppen bager jeg et lækkert pull apart brød med ost og hvidløg – uhhh der er ikke noget som at sidde og brække store bidder af et lunt brød fyldt med hvidløg og smeltet ost.

Onsdag – Ugens “fisk” bliver en lækker spinattærte med laks, som selvfølgelig sagtens kan laves på en færdigkøbt tærtebund, hvis man hellere vil det. Tilbehøret bliver blandet salat og når ovnen alligevel er i gang, bager jeg også en portion bløde og svampede gulerodsbrud. Så kan vi få en friskbagt bolle, hvis vi bliver sultne senere.

Torsdag – Vi tager en omgang thai inspireret aftensmad og menuen står på stegte nudler og grønsager med glaserede kødboller – en super nem ret, når først grønsagerne er snittet, og en rigtig børnefavorit. Ren Lady og Vagabonden på “thai’sk”.

Fredag – Weekenden fejres med fyldt kalkunbryst med pikantost og bacon. Tilbehøret bliver ovnbagte rodfrugter med timian, sennep og honning, hjemmelavet whiskeysauce og ristede kartofler. Og så skal vi da lige have en lun chokoladekage med flydende midte til dessert – så lækkert og super nemt at lave.

Lørdag – Som sagt skal vi fejre Mortens mors fødselsdag og det bliver med både frokost og aftensmad, så jeg tager en fridag i køkkenet.

SøndagHjemmelavet lasagnette med bechamelsauce, som er blevet noget af et hit her i huset. Det er især smart at servere lasagnette eller lasagne – eller bare noget med kødsauce generelt – om søndagen, fordi en del af de grønsager, som ligger og putter sig i grønsagsskuffen, kan kommes i saucen. På den måde får vi ryddet op i grønsagsskuffen og er klar til at tage hul på en ny uge.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)