Som jeg var inde på i sidste uge, så er kål i højsæson lige nu. Det betyder, at det er både lækker og billig mad. Og lige når det kommer til hvidkål, så er en af mine hofretter altså spicy oksekød og hvidkål i fad.  Det er en ret, som jeg har kendt til i hele mit liv. Som barn fik vi ofte krydret oksekød med kål og grønsager, når vi fik pandekager med fyld. Og udover at det smager fantastisk, så er det også en rigtig god måde at få spist en masse af sæsonens grønsager på.

Se også – Hvidkålsrouletter I Spicy oksekød med spidskål I Farseret blomkål

Spicy oksekød og hvidkål i fad – nem opskrift.

Hovedkomponenterne består som udgangspunkt af hakket oksekød, hvidkål (man kan også bruge spidskål), løg og gulerødder. Kød og grønsager sauteres i en gryde og smages til med forskellige krydderier. Der er dog ingen faste regler for, hvad man kan tilsætte af grønsager. Og krydderierne udvælges alt efter hvad blandingen skal bruges til. Der er nemlig virkelig mange muligheder for at variere sådan en omgang oksekød med hvidkål.

Man kan servere fadet som selvstændig hovedret. Måske med lidt brød eller lækre ovnristede kartofler ved siden af og en klat kølig creme fraiche på toppen, hvis man har lavet det lidt stærkt. Man kan også tilføje en portion (eller rest) kogte ris til retten, hvis den skal mætte yderligere. Selvom jeg næsten kan garantere, at de fleste bliver mætte ovenpå alle de grove grønsager. Man kan jo nærmest ikke sparke sig frem for kostfibre. Skal fadet serveres for sig selv, kan jeg i øvrigt anbefale at drysse lidt revet ost på toppen de sidste 15 minutter af bagetiden. Bare lige så det når at smelte og blive lækkert gyldent. Det smager noget så dejligt.

Det krydrede oksekød og hvidkål kan sagtens laves færdigt i gryden. Det gør jeg ca. halvdelen af gangene. Men det smager virkelig godt at komme hele herligheden i et fad og sætte det i ovnen. Dermed får grønsagerne lov til at karamellisere ganske let og får en skøn, bagt smag. Fadet passer sig selv i ovnen. Man skal bare lige vende lidt rundt med en ske et par gange undervejs. Så det er jo ikke fordi, at der er specielt meget arbejde i det. Og har man alligevel gang i en portion ristede kartofler som tilbehør, så er det jo oplagt at lade de 2 ting stå i ovnen samtidig.

Print opskrift Pin opskrift
4.67 fra 3 stemmer

Spicy oksekød og hvidkål i fad.

Samlet tid1 t
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 1 spsk olie
  • 2 fed hvidløg (hakkede)
  • 450 gr hakket oksekød
  • ½-1 hvidkålshoved (kan erstattes af spidskål)
  • 3 gulerødder (groftrevne)
  • 2 rødløg (hakkede)
  • 3 tsk paprika
  • 2 tsk stødt spidskommen
  • 1 tsk mild chilipulver
  • 1 dl vand eller bouillon
  • salt og peber
  • persille til servering

Fremgangsmåde

  • Varm olien op i en stor gryde og sauter hvidløget heri.
  • Tilsæt oksekødet og brun det grundigt.
  • Kasser stokken fra hvidkålen og snit kålen i tynde strimler.
  • Tilsæt hvidkål til oksekødet. Kom herefter revet gulerod og rødløg i gryden og vend godt rundt.
  • Smag til med paprika, spidskommen, chilipulver, salt og peber. 
  • Vend oksekød og kål ud i et ildfast fad, hæld 1 dl vand eller bouillon ved og sæt fadet i ovnen i ca. 45 minutter ved 175 °C (ikke varmluft). Vend rundt i fadet et par gange undervejs, så overfladen ikke bliver tør.
  • Drys evt. med friskhakket persille og server med ristede kartofler eller brug nogle af de mange muligheder, som nævnes ovenfor.

Skønne serveringer med krydret oksekød og hvidkål

Man kan også bruge det krydrede oksekød og hvidkål som fyld i en gang pandekager. Enten hjemmelavede madpandekager eller færdigkøbte tortillapandekager, som lægges i et fad, drysses med ost og gratineres i ovnen. Tortillaerne kan serveres med creme fraiche, salsa (måske hjemmelavet salsa) og guacamole. Og så er det lækkert med en salat med fintstrimlet iceberg, majs, tomater, agurk, peberfrugt og lignende ved siden af. Sådan lidt a la tex mex.

Endelig kan man droppe spidskommen og paprika i stedet tilsætte karry og soya og bruge fyldet i hjemmelavede forårsruller. Kan man ikke skaffe forårsrulledej, så kan man sagtens bruge helt almindelig filodej. Det findes på frost i de fleste større supermarkeder. Bruger man filodej, så kan de hjemmelavede forårsruller for resten nemt bages gyldne og sprøde i ovnen. På den måde behøver man heller ikke stå og jonglere med frituregryde og varm olie.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)