Hele dagen har det sneet her i Vejle og ifølge vejrudsigten skulle det kun blive koldere og koldere i løbet af de næste par dage. Det kræver selvfølgelig masser af dejlige drikke at varme sig på, når man har været udenfor, og da vi har adskillige flasker hjemmelavet hyldebærsaft stående, som jeg lavede da hyldebærrene hang tunge og modne på buskene i efteråret, var det oplagt at lave sådan en kopfuld, da Villy og mig havde gået en tur. Perfekt til en hyggelig eftermiddagsstund med et par kapitler i en god bog og en håndfuld friske blåbær og saltede cashewnødder ved siden af, men sandelig også oplagt, hvis man døjer med halsonde, forkølelse og vintersnue, hvilket mange gør i disse dage.

Normalt drikker jeg egentlig bare hyldebærsaften ren, blandet op med kogende vand, men nogle gange kan jeg godt lide at peppe saften lidt op. Varme og krydrede drikke hører efter min mening ikke kun julen til, men kan drikkes hele vinteren, så med jævne mellemrum sætter jeg lidt hyldebærsaft over at koge sammen med en økologisk appelsin, kardemommekapsler, hele nelliker eller lignende og lader hele herligheden trække i en god times tid og gerne længere. Præcis ligesom når jeg laver gløggekstrakt til jul. Den færdige ekstrakt kan sagtens holde sig på køl i flere uger og så er det nemt lige at lave sig en kop varm og krydret hyldebærsaft, når lysten melder sig og frost og kulde bider i kinder og næse.

Skal man kun lave en enkelt kop, så kan man sagtens spæde hyldebærekstrakten med friskkogt vand fra elkedlen, men skal der laves krydret hyldebærsaft til flere, så er det nemmest at koge saften op med vand i en gryde. Jeg synes, at det smager skønt, hvis hyldebærsaften serveres med mandler og rosiner og en lang ske til at fiske herlighederne op med, men det kan man jo gøre, som man synes og endelig så kan jeg anbefale, at man tilsætter en sjat rom til de voksnes glas.

Varm og krydret hyldebærsaft.

4 store glas.

3 dl koncentreret hyldebærsaft – hjemmelavet eller færdigkøbt

1 økologisk appelsin, skåret i skiver

2 kanelstænger

5 kardemommekapsler

5 hele peberkorn – kan udelades

10 hele nelliker

7 dl vand

Desuden – rosiner og mandler til servering

Hæld hyldebærsaft i en gryde, tilsæt økologisk appelsin i skiver, kanelstænger, kardemommekapsler, peberkorn og nelliker og bring gryden i kog. Lad gryden koge i ca 10 minutter, sluk herefter for varmen og lad ekstrakten trække i minimum 1 time, men gerne længere. Skal ekstrakten trække længere sættes den i køleskabet. Ved servering sies ekstrakten fri for krydderier og hældes i en gryde sammen med vand. Bring gryden i kog og server den varme hyldebærsaft i store glas, evt med rosiner og mandler.

Note. Skal drikken serveres for voksne, kan man tilsætte lidt mørk rom ved servering.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)