Fastelavn nærmer sig med stormskridt – faktisk er det allerede fastelavn på søndag, nemlig d. 26. februar, men vi tog hul på festlighederne i sidste weekend, hvor jeg bagte en portion fastelavnsboller med fyld af det lækreste, lyserøde hindbærskum. For det meste er det ellers disse her lækre, gammeldags fastelavnsboller med vanillecreme og marcipan, som står på programmet – skarpt forfulgt af de klassiske wienerbrøds-fastelavnsboller med flødeskum, men i søndags blev det en helt anden variant. Fastelavnsbolle-bagningen var nemlig en temmelig impulsiv beslutning – faktisk havde jeg allerede fundet en god bog frem og lagt an til landing på sofaen, da trangen til hjemmebagte fastelavnsboller meldte sig, men så er det jo et held, at man kan lave verdens nemmeste fastelavnsboller i form af walesboller med lækkert fyld på ingen tid.

I mange år troede jeg fejlagtigt, at det var svært at arbejde med walesdej – jeg ved egentlig ikke hvorfor og sidenhen har jeg da også fundet ud af, at det absolut ikke er tilfældet og hvis ellers man sørger for at holde ovnlågen lukket under bagningen, så walesbollerne ikke falder sammen, så er der altså ikke ret meget, der kan gå galt. Hvorfor skulle man i øvrigt rende og åbne og lukke ovnlågen under bagningen?

Walesboller kræver kun ganske få ingredienser – lidt smør, vand, mel og æg – that’s it og udover at de er nemme at lave, så har de også den store fordel, at de hurtigt køler af. Der går altså ikke særlig lang tid, fra bollerne er kommet ud af ovnen, til man kan fylde det dertil indrettede hulrum i midten med flødeskum, creme, syltetøj, eller hvad man nu ellers kunne tænke sig. Walesboller er for øvrigt absolut ikke noget, som kun kan spises til fastelavn – de kan sagtens serveres hele året rundt og i stedet for boller kan man forme dejen som en walesstang eller en fin waleskrans, der flækkes og fyldes med flødecreme, hindbær og flødeskum.

Som sagt var fastelavsbollebagningen en impulsiv beslutning, så jeg lavede en lynhurtig portion fin og lyserød hindbærskum på en blanding af flødeskum og god hindbærmarmelade – sværere behøver det jo ikke at være. Skummet blev fyldt i de afkølede boller, som også lige fik et drys flormelis på toppen og så var der ellers dømt nybagte fastelavnsboller, te og ægte søndagshygge i lange baner.

Walesboller med hindbærskum.

6 stk.

50 gr smør

1 dl vand

50 gr hvedemel

2 mellemstore æg

1/4 L piskefløde

3-4 spsk god hindbærmarmelade

evt. flormelis til servering

Kom smør og vand i en gryde og bring det i kog. Hæld herefter melet i på en gang og rør godt rundt indtil dejen er samlet og let slipper grydens kanter. Tag gryden af varmen. Pisk æggene sammen og hæld sammenpisket æg i dejen á 2-3 gange – pisk godt, evt med en elmikser, imellem hver gang der tilsættes æg. Dejen skal være fast og ikke alt for flydende – måske skal man ikke bruge alt det sammenpiskede æg – det afhænger lidt af æggenes størrelse.

Med en spiseske sættes dejen i 6 boller på en bageplade med bagepapir – man kan også komme dejen i en sprøjtepose og sprøjte dejen ud på pladen. Bag walesbollerne ved 200 grader (ikke varmluft) i ca 30-35 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Husk, at man ikke må åbne ovnlågen de første 25 minutter af bagetiden – så kan vandbakkelserne falde sammen. Afkøl vandbakkelserne på bageristen. Pisk fløden til skum og vend hindbærmarmelade i fløden. Hæld hindbærskummet i en sprøjtepose, flæk bollerne og fordel skummet på underbollerne – man kan selvfølgelig også bare bruge en ske. Læg overbollerne på plads og drys evt med flormelis eller pynt med lidt glasur på toppen.

Note. Walesbollerne skal spises samme dag som de laves, ellers bliver de bløde og kedelige.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)